Brad Pitt skal skyde med skarpt i "Deadpool 2"-instruktørs kommende film

"Once Upon a Time... in Hollywood"-stjernen giver den som lejemorder i actionfilmen "Bullet Train".

"Deadpool 2"-filmmageren David Leitch har hapset en regulær superstjerne til sit næste projekt. Selveste Brad Pitt skal således spille en af de centrale roller i actioninstruktørens "Bullet Train", som ventes at starte optagelserne senere på året.

I filmen befinder fem lejemordere sig på højhastighedstoget mellem Tokyo og Morioka. Her opdager de undervejs, at deres missioner har forbindelse til hinanden. Nu er spørgsmålet blot, hvem af dem der klarer skærene og overlever det skydegale selskab – og hvad der venter på endestationen.

"Bullet Train" er baseret på romanen "Maria Beetle" af japanske Kotaro Isaka, og Zak Olkewicz har stået for projektets manus.

For Pitt er der med projektet desuden tale om en genforening med instruktør Leitch, da "Once Upon a Time... in Hollywood"-stjernen faktisk dukkede op i førnævnte "Deadpool 2" i en kort cameo.

David Leitch har udover "Deadpool"-fortsættelsen stået bag "Atomic Blonde" og "Fast & Furious: Hobbs & Shaw", ligesom han var medinstruktør på den første "John Wick" fra 2014.

Kommentarer

Brad Pitt skal skyde med skarpt i "Deadpool 2"-instruktørs kommende film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen