Brad Pitt tilslutter sig Quentin Tarantinos kommende film

Brad Pitt skal spille overfor Leonardo DiCaprio i Tarantinos film, som samtidig har fået titlen "Once Upon a Time in Hollywood".

Rygter om Quentin Tarantinos nye film har været mange. Superstjernen Leonardo DiCaprio var længe på tale og blev i sidste måned bekræftet til at medvirke. Derudover har andre stjerner som Tom Cruise og Brad Pitt også været i spil til at indtage en hovedrolle, men nu er sidstnævnte officielt bekræftet til at have tilsluttet sig produktionen.

I samme omgang er det også kommet frem, at den hidtil unavngivne film vil få titlen "Once Upon a Time in Hollywood". Quentin Tarantino har udtalt, at historien vil udspille sig i Los Angeles anno 1969. Leonardo DiCaprio skal spille en tidligere, afdanket tv-stjerne med navnet Rick Dalton, som prøver at holde sig relevant i filmbrancen efter at have medvirket i udtallige westernproduktioner. Brad Pitt indtager rollen som Rick Daltons stunt-double, Cliff Booth.

Quentin Tarantino har tidligere arbejdet sammen med Leonardo DiCaprio i "Django Unchained" fra 2012, mens Brad Pitt var nazi-jæger i "Inglourious Basterds" fra 2009. Men nu får de to superstjerner altså lov til at spille overfor hinanden.

DRØMMEPROJEKT MED CHARLES MANSON SOM BAGGRUND

Quentin Tarantino har tidligere udtalt, at seriemorderen Charles Manson og mordet på Roman Polanskis kone, skuespillerinden Sharon Tate, også vil spille en central rolle i fortællingen. Instruktøren fortæller, at Rick Dalton er nabo til netop Sharon Tate, og røgtebørsen melder, at Margot Robbie ("I, Tonya") er i spil til rollen.

Selv udtaler Quentin Tarantino nærmere om filmens produktion: "Jeg har arbejdet på manuskriptet i fem år og har selv boet i Los Angeles det meste af mit liv. Også i 1969, hvor jeg var syv år gammel. Jeg er meget spændt på at fortælle en historie om et Hollywood, der ikke eksisterer længere. Og jeg kunne ikke være mere glad for det dynamiske makkerpar, som DiCaprio og Pitt kommer til at udgøre som henholdsvis Rick og Cliff."

"Once Upon a Time in Hollywood" er sat til at få premiere til august 2019.

Kommentarer

Brad Pitt tilslutter sig Quentin Tarantinos kommende film

  • ★★★0

    Det lyder da mega fedt, var oprigtig bange for, han ikke kom til at lave en ny film..

    MadMartigan 6-03-18 12:52

  • 0

    Jeg håber at Tarantino for en gangs skyld tager sit emne alvorligt og ikke laver endnu en cirkusfilm. Selve emnet er nemlig vældigt interessant.

    Whispering Horse 6-03-18 15:57

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen