Bryan Singer er blevet fyret fra "Queen"-biopic

Først skulle der findes en ny hovedrolleindehaver, og nu skal der findes en ny instruktør...

Den storstilede biopic om det ikoniske, britiske rockband Queen, "Bohemian Rhapsody", har været igennem en hel del turbulens i årenes løb.

Først valgte skuespilleren Sacha Baron Cohen at forlade projektet pga. kreative uenigheder med bandets nulevende medlemmer, og nu er instruktøren Bryan Singer ("X-Men: Apocalypse") blevet fyret, mens optagelserne stadig står på i London.

"ANOTHER ONE BITES THE DUST"

"Bryan Singer er ikke længere instruktør på 'Bohemian Rhapsody'" konstaterer filmselskabet Fox i en pressemeddelelse uden at uddybe årsagen til beslutningen.

Men flere medier har rapporteret, at Singer ofte uden varsel har undladt at møde op på arbejde, hvilket bl.a. har tvunget fotografen Thomas Newton Sigel til at vikariere for Singer.

En repræsentant for Singer udtalte for få dage siden, at Singers fravær skyldtes familiemæssige problemer, men at Singer ville vende tilbage til instruktørstolen hurtigst muligt.

Under alle omstændigheder fortsætter produktionen af "Bohemian Rhapsody", som har "Mr. Robot"-skuespilleren Rami Malek i hovedrollen som Queen-sangeren Freddie Mercury, der døde af AIDS i 1991.

Hvis filmen når at blive færdiggjort til tiden, får den biografpremiere i december 2018.

Kommentarer

Bryan Singer er blevet fyret fra "Queen"-biopic

  • ★★★★1

    Ud fra hvad jeg har læst andre steder, er det vist langtfra første gang, at Singer bare ikke er mødt op til optagelserne.

    Denne opførelse, kombineret med de anklager der har verseret mod Singer i årevis efterhånden, samt hans korstog mod nyhedssider der tillader sig at skrive om det, kunne være tegn på, at hans karriere så småt er på vej i toilettet.

    Bruno 5-12-17 11:34

  • ★★★1

    Det ville heller ikke undre mig, hvis der er nye anklager mod ham under opsejling eller fornyet styrke til gamle anklager, og at det har påvirket hans opførsel, da han ved det er et spørgsmål om tid før han er i overskrifterne igen.

    Kruse 5-12-17 12:19

  • ★★★0

    Ja, jeg tror bestemt heller ikke, at timingen i forhold til den aktive lavine i Hollywood er tilfældig. 

    The Insider 5-12-17 12:59

  • ★★★★0

    Nej de rygter og påstande der har verseret, var allerede så ubehagelige (dem jeg læste) dengang de kom frem, at jeg allerede der blev forundret over at der blot blev lagt låg på og så gik livet videre. Så måske er der en shitstorm under opsejling?

    T. Nielsen 5-12-17 14:02

  • ★★★★0

    Man kan også undre sig lidt over hvad der gør Singer så speciel, at det faktisk lykkedes ham at få historier til at forsvinde, når folk som Harvey Weinstein og Kevin Spacey ikke kan.

    Med fare for at lyde som om at sølvpapirshatten strammer lidt rigeligt, så må han enten have masser af magt bag sine ord/advokater eller have masser af penge til rådighed.

    Bruno 5-12-17 14:06

  • ★★★★0

    Det kan jo undre én, at de anklager ikke har haft større konsekvenser tidligere, når man ser på hvad én historie tilsyneladende gjorde for Spacey (selv om der kom flere historier bagefter). Jeg græder dog ikke over det her - har aldrig syntes specielt godt om hans film. So long, Singer. 

    Riqon 5-12-17 14:24

  • ★★★0

    Man kan også undre sig lidt over hvad der gør Singer så speciel, at det faktisk lykkedes ham at få historier til at forsvinde, når folk som Harvey Weinstein og Kevin Spacey ikke kan.

    Jeg tror ganske enkelt at timing har været afgørende. Hvis snebolden ruller på det forkerte tidspunkt, så når den ikke at vokse sig stor. Weinstein har jo også succesfuldt formået at holde alt nede i mange år, og med hans fald er der åbnet op for sluserne. Hvis historierne om Singer, der i sin tid var fremme i medierne, havde kommet frem nu, så tror jeg også at de havde haft større effekt. Der er så stor fokus på disse forhold, at branchefolkene og studiernes første instinkt ikke længere at at opretholde status quo, hvor man ignorerer disse historier til de bliver gemt væk, men istedet hurtigt at reagere og distancere sig fra disse personer.

    Det bliver spændende at se, hvor længe det holder og om dørene bliver åbnet op for dem igen engang.

    Kruse 5-12-17 15:36

  • ★★★★0

    Det er måske rigtigt nok, men de anklager har været oppe og vende igen, mens Weinstein- og Spacey-balladen var på sit højeste og er åbenbart alligevel blevet kvalt.

    Bruno 5-12-17 16:55

  • 0

    Hmmm... DramaQueen? 

    Nickell 5-12-17 18:20

  • 0

    Det nærmer sig diskrimination af ordnavne. Singer, Knepper, Rose, Spacey. De næste i rækken bliver sikkert Eastwood og Stone.

    Whispering Horse 5-12-17 18:46

  • ★★★0

    Det nærmer sig diskrimination af ordnavne. Singer, Knepper, Rose, Spacey. De næste i rækken bliver sikkert Eastwood og Stone.

    Sludder af højeste karat. 

    The Insider 5-12-17 22:21

  • 0

    Selvfølgelig er det det. Det var ment som en joke, hvilket burde være åbenlyst. Omend jeg erkender det er en dårlig joke, helt bevidst.

    Whispering Horse 5-12-17 22:28

  • ★★★★0

    Ret åbenlyst en joke synes jeg egentlig?

    T. Nielsen 5-12-17 22:36

  • ★★★0

    Så beklager jeg, at jeg ikke fangede den. Der bliver nævnt en masse anklagede mennesker og så også en, der har udtalt sig uheldigt om metoo, så jeg tolkede det som  endnu en affejning af sagerne som useriøse og kunne (og kan) ikke personligt opsnappe den humoristiske forbindelse mellem navnene. Igen: beklager.  

    The Insider 5-12-17 22:48

  • 1

    No worries, jeg forstår hvad du mener. Der er ganske rigtigt folk, der ikke tager det seriøst. Jeg ser skam hele den her #metoo bevægelse, som en positiv ting, da der forhåbentlig kan blive gjort op med det der virker til at være en ekstrem usund kultur i især Hollywood.

    Whispering Horse 5-12-17 22:55

  • ★★★1

    No worries, jeg forstår hvad du mener. Der er ganske rigtigt folk, der ikke tager det seriøst. Jeg ser skam hele den her #metoo bevægelse, som en positiv ting, da der forhåbentlig kan blive gjort op med det der virker til at være en ekstrem usund kultur i især Hollywood.

    Du' sej! Og jeg har i øvrigt sitets ubestridt værste humor, så det er ikke min plads at klandre andre på dén front :)

    The Insider 5-12-17 22:58

  • ★★★★2

    Du må undskylde Johan. Det der med jokes baseret på ord og navne, det er vist ikke lige ham :p 

    Riqon 5-12-17 23:04

  • ★★★0

    Du må undskylde Johan. Det der med jokes baseret på ord og navne, det er vist ikke lige ham :p 

    Haha, præcis! :-D

    The Insider 5-12-17 23:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen