CPH:DOX lancerer kæmpe digitalt live-univers og gør klar til genåbning i biograferne

Udover en digital festival med 180 film forlænges og udvides festivalen med visninger og arrangementer i biograferne.

CPH:DOX bliver fyldt med digitale live-events, når festivalen skydes i gang 21. april 2021. Et stort anlagt debatprogram med 40 digitale live talks og debatter giver mikrofonen til både veletablerede navne og nye stemmer. Med store studieproduktioner og nytænkende, interaktive formater kan publikum forvente en festival med levende samtaler og møder mellem mennesker med noget på hjerte.

Tine Fischer, direktør for CPH:DOX, siger:

"Store dele af Danmark – ikke mindst kulturen – vil fortsat være lukket ned, når vi tager hul på CPH:DOX 21. april. Jeg er derfor super glad for, at vi i år står klar med et stort og ambitiøst digitalt program, som kan opleves af alle i Danmark – uanset om man bor i København, Kerteminde eller Kolding. Vores digitale univers bliver alt andet end en Zoom-konference, men i stedet et levende samlingspunkt. Med de mange live-debatter skaber vi et rum, hvor vi kan mødes og lytte til både store kunstnere, kendte eksperter og nogle af de stemmer, vi måske ikke altid giver så meget opmærksomhed."

I år er der deltagelse af bl.a. David Byrne, Seyran Ateş, Marina Abramovic og en lang række danske og internationale kunstnere, eksperter og samfundsdebattører – foruden de 180 dokumentarfilm, der bliver vist på festivalens streamingplatform.

Det digitale møder biografmørket

Med genåbningsplanen for Danmark er det planlagt, at danske biografer igen får mulighed for at åbne for publikum 6. maj. På den baggrund har CPH:DOX besluttet at forlænge festivalen til 12. maj.

"Det vil være fantastisk at kunne fejre genåbningen med vores store, dedikerede biografpublikum. I marts 2020 var CPH:DOX den første dokumentarfilmfestival i verden, der gik online og blev digital. Nu gør vi klar til at afvikle en festival, som har et større og mere ambitiøst digitalt univers end nogensinde før," fortæller Tine Fischer, der har sit sidste år som festivaldirektør, før hun starter som rektor på Den Danske Filmskole.

"Sideløbende arbejder vi på, at vores festival også kan få en fysisk dimension med visninger af et udvalg af årets film på det store lærred. Derfor udvider vi nu festivalen med et ekstra biografprogram, der kan blive skudt i gang 6. maj. Vi glæder os helt afsindigt til at møde vores publikum igen – både digitalt og i biograferne."

Festivalens samlede program bliver offentliggjort i slutningen af marts.

CPH:DOX er Danmarks største filmfestival og én af verdens allerstørste dokumentarfilmfestivaler. Læs mere om festivalen via dette link.

Kommentarer

CPH:DOX lancerer kæmpe digitalt live-univers og gør klar til genåbning i biograferne

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen