"Call of Duty"-film på vej fra Paramount
Adrenalinfyldte eksplosioner og missioner – "Call of Duty" gør klar til biografoplevelsen.
Paramount har sat gang i et ambitiøst projekt: en live-action film baseret på den legendariske spilserie "Call of Duty". Aftalen er indgået med Activision, som i dag ejes af Microsoft, og selvom det i første omgang gælder én film, er der allerede åbnet for muligheden for at udvide universet med flere film og serier.
Der er endnu ikke afsløret noget om handlingen, men spilserien er kendt for sine eksplosive militærmissioner, ikoniske figurer og populære spilserier såsom "Modern Warfare" og "Black Ops". Sidstnævnte spil får endda en ny efterfølger, "Black Ops 7", senere i år.
En milliard-franchise går til filmen
For Activision markerer filmen første gang, at "Call of Duty" rammer det store lærred, selvom serien siden 2003 har solgt over 500 mio. eksemplarer og genereret mere end 30 mia. dollars.
"Som livslang fan af 'Call of Duty' er det en drøm at kunne bringe dette univers til biograferne," siger Paramounts topchef David Ellison. Activisions præsident Rob Kostich tilføjer, at filmen skal indfange seriens intense action og fortællinger – og give fans den samme adrenalinfyldte oplevelse i biografen, som de kender fra spillene.
Fra flops til filmhits
Film baseret på videospil har haft en ujævn historie i Hollywood. Hvor tidlige forsøg såsom "Super Mario Bros." (1993) og "Street Fighter" blev kritiseret, har nyere titler såsom "Mortal Kombat" (2021), "Super Mario Bros. Filmen" og "Sonic the Hedgehog" vist, at spilfilmatiseringer kan blive både publikumssucceser og startskud på franchises. Spørgsmålet er nu, om "Call of Duty" kan blive det næste store hit.