"Call of Duty"-filmen har måske fundet sin instruktør

Spilfilmatiseringen har indstillet sigtekornet på manden bag den kommende "Sicario 2".

Spilserien "Call of Duty" har i en årrække fanget entusiastiske gameres opmærksomhed, og de voldsomme krigsspil er i dag blevet en yderst populær spilfranchise med verdensomspændende succes. Nu bliver spillene kørt i stilling til den uundgåelige filmversion, og det forlyder, at man har fundet manden, der skal bringe projektet til live.

Det bliver instruktør Stefano Sollima, som skal føre "Call of Duty" gennem Hollywood-maskinen og introducere krigsspillets historier for et nyt publikum. Den italienske filmmager har lavet både film og tv hjemme i støvlelandet, hvoraf tv-serien "Gomorrah" og filmen "Suburra" også har opnået international omtale. Sollima har ligeledes givet os den voldsomme "ACAB – All Cops Are Bastards" i 2012, og så er han aktuel senere i år med den næste film i "Sicario"-sagaen, "Sicario 2: Soldado".

Om filmversionen af "Call of Duty" ender med at basere sin historie på specifikke spil i serien er endnu uvist, men der er nok inspiration at vælge og vrage fra, da franchisen indtil videre har rullet mere end 15 spil ud – foruden dertilhørende sidehistorier, tegneserier og andet merchandise. Idéen hos bagmændene er, at filmene skal skyde et samlet univers i gang, der forhåbentligt kan opnå samme popularitet som bl.a. Marvel og DC's superheltefortællinger.

Man har desuden nuppet Kieran Fitzgerald til at skrive manuskriptet til filmen. Fitzgerald har tidligere forfattet Tommy Lee Jones' "The Homesman" og Oliver Stones "Snowden", ligesom han er en af skriverne bag den biografiske tv-serie "Wormwood". Activision Blizzard Studios, der er en underafdeling af spilselskabet Activision Blizzard, står for filmen. De har siden 2016 lavet animationsserien "Skylanders Academy" for Netflix.

Kommentarer

"Call of Duty"-filmen har måske fundet sin instruktør

  • 0

    Som en person, der har spillet alle de primære spil i serien, med undtagelse af CoD 3 der kun kom til konsol, så glæder jeg mig til at se hvad de får ud af det. Der er masser af potentiale.

    Jeg kunne fint se historien fra Modern Warfare eller måske endda Infinite Warfare blive til en film, der ville være god.

    LennartLC19-02-18 00:25

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen