Carrie Fisher nød en helt særlig "Rogue One"-cameo

(Advarsel: Denne nyhed indeholder spoilers til "Rogue One: A Star Wars Story")

Den hæderkronede VFX-supervisor John Knoll arbejdede på "Rogue One: A Star Wars Story" og var tilmed manden, der udtænkte filmens plot.

Og netop i den seneste "Star Wars"-film arbejdede Knoll en del med digital karakteranimation – den afdøde Peter Cushing, som spillede den nådesløse officer Tarkin i "Star Wars: Episode IV - Et nyt håb", blev vakt til live igen via CGI.

Og i filmens allersidste scene ser vi også en ung Princess Leia, som modtager planerne til Dødsstjernen. Og ifølge Knoll fik han ikke blot Fishers velsignelse til at skabe en yngre Leia, men hun var også vild med CGI-folkenes arbejde:

"Hun var involveret i processen, og, du ved, hun så slutresultatet og elskede det," fastslår Knoll og fortsætter: "Lucasfilm-præsidenten Kathleen Kennedy viste scenen for hende, og bagefter fik jeg et opkald fra [Kathleen], som sagde: 'Jamen, Carrie elskede det'."

"Et kæmpe pres"

Cushings familie gav også Knoll og Co. deres velsignelse til at CGI-rekonstruere den engelske skuespillerlegende. Og Knoll indrømmer, at det var en svær proces at genskabe skuespillerne:

"Der var et kæmpe pres på os, ja. Jeg mener... det er digitale mennesker, og det er det sværeste at lave inden for computergrafik. Vi kigger på ansigter hver dag, så folk er meget, du ved, tunede til at bemærke noget, der ser forkert ud."

Knoll mener heller ikke, at man kunne have lavet filmen uden Tarkin, når nu han spiller så stor en rolle i den allerførste "Star Wars"-film, hvis historie starter umiddelbart efter, at "Rogue One: A Star Wars Story" slutter.

Du kan høre mere fra Knoll og lære mere om de digitale effekter i "Rogue One: A Star Wars Story" i nedenstående video:

Kommentarer

Carrie Fisher nød en helt særlig "Rogue One"-cameo

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen