Catherine Keener slutter sig til "Joker: Folie à Deux"

Den garvede skuespiller skal byde Joaquin Phoenix og Lady Gaga op til dans i fortsættelsen til megahittet om den sminkede superskurk.

Den Oscar-nominerede skuespiller Catherine Keener skal spille en større rolle i efterfølgeren til Todd Philips' "Joker". Det erfarer Deadline.

Den rutinerede skuespiller er bl.a kendt for sine roller i "Get Out", "Being John Malkovich" og "The Adam Project", og nu er hun altså klar til at optræde i "Joker: Folie à Deux", der som tidligere rapporteret bliver en musical(!).

Læs også: Christian Bale er klar på at spille Batman igen – hvis Christopher Nolan instruerer

Det et endnu uvist, præcis hvilken rolle Keener skal spille i den kommende film om Batmans ærkefjende, men hun får bl.a. selskab af en anden veteran i skikkelse af Brendan Gleeson ("Paddington 2", "In Bruges").

Den Oscar-belønnede Joaquin Phoenix vender tilbage i hovedrollen som Jokeren, mens popstjernen Lady Gaga også er med om bord – formentlig i rollen som Jokerens udkårne, Harley Quinn.

"Joker: Folie à Deux" får amerikansk biografpremiere den 4. oktober 2024, og filmen udkommer givetvis samtidigt (eller endda lidt før) herhjemme.

Kommentarer

Catherine Keener slutter sig til "Joker: Folie à Deux"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen