Pitch Perfect 2 var langtfra ligeså vellykket som 1'eren. Men af en eller anden grund, kan jeg nu godt lide Banks som helhed alligevel. Jeg skal nok give den en chance.

Charlie's Angels-reboot med Elizabeth Banks ved roret
Kun 12 år efter den sidste filmatisering af "Charlie's Angels" planlægger Sony et reboot af franchisen. Filmene er baseret på den populære tv-serie fra 1970'erne af samme navn, der gjorde bl.a. Farrah Fawcett til en stjerne.
I al sin enkelthed er der tale om en action-detektivserie med tre smukke kvinder og karakteren Bosley, der arbejder for den mystiske Charlie, hvis ansigt man aldrig så i serien.
"Charlie's Angels" og "Charlie's Angels: Uden hæmninger" fra hhv. 2000 og 2003 blev instrueret af McG og havde Drew Barrymore, Cameron Diaz og Lucy Lui i hovedrollerne. I denne omgang er det Elizabeth Banks, der har instruktørrollen. Hun producerer også filmen sammen med sin mand, Max Handelman.
Banks, der primært er kendt som skuespiller i film som "The Hunger Games" og "Zack and Miri Make a Porno", har kun instrueret en enkelt film indtil videre, "Pitch Perfect 2", som blev et stort økonomisk hit tidligere på året.
Der er endnu ikke tilknyttet skuespillere eller forfattere til projektet.