Chris Hemsworth som Hulk Hogan i ny biopic

Ny biopic skal portrættere den kendte wrestler og realitystjernes liv.

I wrestling-verden er Hulk Hogan synonymet på adskillige titler i WWE (World Wrestling Entertainment), og navnet kan ses i organisationens Hall of Fame. Men for det publikum, som ikke har den store interesse for wrestling, siger navnet dig måske noget alligevel.

I realityshowet "Hogan Knows Best" fra 2006 kunne teenagere verden over tune ind på MTV og følge med i hans liv. Men nu skal den muskuløse og spraytan-farvede mand, som også er kendt for sit distinkte overskæg, portrætteres af Chris Hemsworth. Du ved, ham der for nylig svingede hammeren i superheltefilmene om Avengers som lynguden Thor.

Et selvportræt? 

Biografien vil ikke portrættere hele hans liv, men fokusere på Hulk Hogans karriere i wrestling, og hvordan han blev et af de mest ikoniske ansigter i den amerikanske "sport". En aftale mellem hovedpersonen selv og Netflix er ved at være afsluttet, og Hulk Hogan – med det borgerlige navn Terry Gene Bollea – vil være at finde på sidelinjen som producer og rådgiver, når kameraet ruller.

Filmen vil nok i særdeleshed blive set fra hans synspunkt, så spørgsmålet er, om Terry Gene vil kunne løbe fra sin seneste skandale. Skandalen indebærer en video, hvor han angiveligt skulle have sex med en radiovært, som uheldigvis også var gift med hans ven. Det endte med en årelang retssag, og spørgsmålet er, om Terry Gene vælger at inddrage episoden i filmen.   

Projektet, der instrueres af Todd Phillips ("The Hangover"-filmene og den kommende "Joker") er i sit spæde stadie, og der er ikke en endelig dato for en premiere.

Kommentarer

Chris Hemsworth som Hulk Hogan i ny biopic

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen