Chris Pine: "Star Trek"-franchisen er forbandet

Pine elsker "Star Trek" og vil vildt gerne spille Kirk igen – men han tvivler mere og mere på, at det kommer til at ske.

Det er snart syv år siden, at "Star Trek Beyond" landede i biografen. Siden den første "Star Trek"-film udkom i 1979, er der aldrig gået mere end netop syv år mellem udgivelsen af to "Star Trek"-spillefilm.

Men den 14. "Star Trek"-spillefilm har lange udsigter. Instruktører som S.J. Clarkson, Noah Hawley og tilmed selveste Quentin Tarantino har arbejdet på "Star Trek"-spillefilmsprojekter de seneste år, som aldrig er kommet ud af starthullerne.

Og tilbage i februar 2022 annoncerede Paramount og filmproduceren J.J. Abrams ("Star Wars: The Rise of Skywalker"), at en ny "Star Trek"-film ville udkomme i 2023, og at både "WandaVision"-instruktøren Matt Shakman og skuespillertruppen fra franchisens tre seneste film (herunder førnævnte "Star Trek Beyond") var med om bord.

Læs også: Alle 13 "Star Trek"-film rangeret – fra værst til bedst

Men selvom filmen angiveligt var tæt på at gå i produktion tilbage i juni, så forlod Shakman projektet sidste august, og måneden efter blev den næste "Star Trek"-film simpelthen udskudt på ubestemt tid.

Og i et nyt, længere interview med Esquire fastslår "Star Trek"-stjernen Chris Pine, som har spillet Starfleet-kaptajnen James T. Kirk siden J.J. Abrams' "Star Trek" fra 2009, at franchisen simpelthen er "forbandet":

"Jeg ved intet. I 'Star Trek'-verdenen er skuespillerne som regel de sidste, der får noget at vide. Jeg kender kostumedesignere, som har læst manuskriptet før skuespillerne. Det er frustrerende. Det skaber ikke den store fornemmelse af samarbejde, men sådan har det altid været."

Pine har dog tidligere talt om, at han vildt gerne vil berejse Mælkevejen igen – bare læs her og her – og han fortæller også Esquire: "Jeg elsker karakteren. Jeg elsker franchisen. Men at forsøge at ændre det system, som de her ting bliver skabt i? Det kan jeg bare ikke. Jeg har ikke energien."

J.J. Abrams er stadig fortrøstningsfuld

Pine gentager også noget andet, han tidligere har sagt: At han hellere vil lave en mindre "Star Trek"-film, der tiltaler fanbasen, frem for en underholdningsfokuseret blockbuster, der stiler efter at indtjente en milliard dollars:

"Jeg har altid tænkt: Hvorfor appellerer vi ikke til den her fanatiske fanskare og laver en film for få penge, som runder vores historie af, i stedet for at prøve at konkurrere med Marvel? Efter ['Star Trek Beyond'] udkom, og den ikke indtjente 1 milliard dollars, og Anton døde, så ved jeg snart ikke... det føles, som om franchisen er forbandet."

Esquire har dog også talt med J.J. Abrams, der instruerede "Star Trek" og "Star Trek Into Darkness", og som fortsat er "Star Trek"-filmenes hovedproducer, og han insisterede på, at den næste "Star Trek"-film fortsat er på tegnebrættet.

Ifølge Abrams leder man stadig efter en arvtager til Matt Shakman, og Abrams er svært begejstret for manuskriptet: "Jeg vil sige, at det er første gang siden [rebootet fra 2009], at vi har lavet en lige så tiltalende historie som vores første."

Vi krydser fingre for, at Abrams og Pine snart får lov til at warpe ud i galaksen igen – men ligesom Pine tør vi ikke tro på, at det faktisk kommer til at ske.

Herunder kan I i øvrigt se Moovy TV's interviews med Pine og Co. op til biografpremieren på "Star Trek Beyond" i 2016, hvor vi bl.a. diskuterer, hvad skuespillerne ser frem til at lave senere i franchisen:

Kommentarer

Chris Pine: "Star Trek"-franchisen er forbandet

  • 0

    Ja. Forbandet over at være i kløerne på Kurtzman og Goldsmith. Giv den til Terry M, og verden vil græde af glæde 

    Spike 4-03-23 23:23

  • ★★★★★★0

    Jeg har beam-nærket det - de trekker det godt nok i langdrag. 

    Wayne 5-03-23 00:18

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen