Chris Pratt var i spil til rollen som kaptajn Kirk i J.J. Abrams’ "Star Trek"

I et nyt interview reflekterer Marvel-stjernen over sine mislykkede auditions til både "Star Trek" og "Avatar".

Takket være komedieserien "Parks and Recreation", "Jurassic World"-trilogien og rollen som Star-Lord i Marvels MCU-saga er Chris Pratt blevet en verdensstjerne af rang.

Men før Pratt for alvor blev et stort navn i Hollywood, kæmpede skuespilleren forgæves for at få hovedrollen i to af århundredets allerstørste sci-fi-blockbusters – nemlig J.J. Abrams' "Star Trek" og James Camerons "Avatar".

I de to film fra 2009 endte hhv. Chris Pine og Sam Worthington med at få de roller, som Pratt var til audition på. Men selvom det er mange år siden, så plager de fejlslagne castings tydeligvis stadig Pratt.

Læs også: Chris Pratt er den næste Super Mario... Sådan da

Det kan man fornemme i Pratts sludder med podcasten Smartless, hvor den 43-årige skuespiller siger:

"Jeg ved, jeg tidligere har joket om skuespillere, der oplever afslag, men jeg kom aldrig tæt på at få de roller. Faktisk klarede jeg mig så skidt, at jeg blev virkelig demoraliseret og betvivlede mit potentiale og mine mål som skuespiller. På grund af de to auditions. Jeg tror, at det var på 'Avatar', hvor karakterbeskrivelsen lød: 'han træder ind i lokalet og er øjeblikkeligt respektindgydende.'

"Men jeg følte mig lidt overvægtig, og jeg passede ikke godt på mig selv fysisk. Jeg var i et forhold, hvor vi, du ved, drak meget. Jeg trådte ind i lokalet og begyndte med det samme at svede. Casting-assistenten kiggede bare på mig og trykkede på 'record', og så lavede hun alt muligt andet, mens jeg spillede over for hendes anden assistent. Jeg indså, at der var absolut intet ved min audition, der var tiltalende."

Pratt kan netop nu opleves i biografen i rollen som dino-træneren Owen Grady i "Jurassic World: Dominion", mens han også tropper op som Star-Lord i "Thor: Love and Thunder", der tordner ind i de danske biografsale i næste uge.

Som sagt fik en anden Chris – Chris Pine – rollen som Kirk i "Star Trek" og dens to fortsættelser – herunder "Star Trek Beyond", som Moovy TV diskuterede med Pine og hans kollegaer i 2016. Se eller gense interviewet herunder og døm evt., om Pratt havde været bedre i rollen:

Kommentarer

Chris Pratt var i spil til rollen som kaptajn Kirk i J.J. Abrams’ "Star Trek"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen