Cinemateket åbner filial i Øst for Paradis

Fra januar 2018 kan århusianerne se frem til en spændende udvidelse af byens filmkultur-tilbud.

Fra årsskiftet etableres en filial af Cinemateket i Aarhus-biografen Øst for Paradis, som hver tirsdag vil stille en sal til rådighed for cinemateksvisninger. Filialens program vil udgøre en miniudgave af Cinematekets program i København – ikke mindst i form af særarrangementer, hvor film sættes i perspektiv via eksempelvis introduktioner, foredrag, debatter, musik eller mad og drikke.

Biografdirektør i Øst for Paradis, Ditte Daugbjerg Christensen, udtaler i en pressemeddelelse: "Cinematekets program består bl.a. af film af ældre dato, sjældne og smalle film og film i forskellig event-indpakning af både formidling og oplevelse. Dét tiltaler vores publikum i Øst for Paradis. Vi ser rigtig spændende perspektiver i dette samarbejde med Cinemateket, og glæder os helt vildt."

"Cinemateket præsenterer"

Det Danske Filminstitut lancerede allerede i 2016 konceptet "Cinemateket præsenterer" med henblik på at give borgere i hele landet mulighed for at møde filmarven. "Cinemateket præsenterer" er et tilbud om offentligt-privat samarbejde mellem Cinemateket og kommercielle danske biografer og foreningsbiografer rundt omkring i landet om visning af ti film årligt fra Cinematekets program. Øst for Paradis er én af de 15 biografer, der er tilmeldt samarbejdet i år.

"Erfaringerne med 'Cinemateket præsenterer' i Øst for Paradis tyder på, at der er stor efterspørgsel på et tilbud som Cinematekets i Aarhus. Derfor udvider vi nu forsøgsvis samarbejdet med en decideret filial, der – hvis den viser sig succesfuld – kan blive til flere," udtaler vicedirektør i Det Danske Filminstitut, Jakob Buhl Vestergaard.

Filialen åbner ved en reception og filmvisning tirsdag 9. januar.

Kommentarer

Cinemateket åbner filial i Øst for Paradis

  • ★★★★0

    Nice, det er sgu da en meget fiks idé.

    Bruno 3-10-17 11:14

  • 1

    Fantastisk! Har godt nok altid kigget misundeligt mod Cinemateket og København. Dejligt at selv få muligheden så tæt på. :)

    Mikkel Abel 3-10-17 11:23

  • ★★★0

    Damm yes! det er satme i orden!

    Har også savnet flere af de her særarrangementer.

    Elwood 3-10-17 11:44

  • 0

    Fantastisk! Har godt nok altid kigget misundeligt mod Cinemateket og København. Dejligt at selv få muligheden så tæt på. :)

    Helt enig! Samme her. Dette er årets bedste nyhed..

    Martinio07 3-10-17 16:44

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen