"Dallas Buyers Club"-instruktør laver film om John Lennon og Yoko Ono

Yoko Ono bliver co-producer på den nye biopic, der udforsker hendes komplekse forhold til den afdøde ex-Beatle.

Jean-Marc Vallée, der blandt andet har stået bag "Dallas Buyers Club" og HBO-serien "Big Little Lies", skal instruere en film om ægteparret Yoko Ono og hendes verdensberømte mand, musikeren John Lennon.

Vallée skal i samarbejde med produceren Michael De Luca ("Captain Philips") og manuskriptforfatter Anthony McCarten, som skrev "Teorien om alting", skabe en biopic, der tager afsæt i kærlighedsforholdet mellem Ono og Lennon såvel som deres kamp for fred i verden.

De Luca satte – før Vallée kom ombord – disse ord på projektet: "Historien vil fokusere på modne og relevante temaer som kærlighed, mod og aktivisme i USA med henblik på at inspirere nutidens unge til at stille sig op med en klar vision for den verden, de ønsker. Jeg er også beæret og priviligeret over at arbejde sammen med Yoko Ono og Anthony McCarten om at fortælle historien om to fantastiske, globale ikoner."

Yoko Ono mødte første gang John Lennon, der stadig regnes for at være en af rockhistoriens absolut største skikkelser, tilbage i 1966. De blev gift tre år senere, og Ono var hos Lennon lige til det sidste – og altså også den skæbnesvangre decemberdag i 1980, hvor ex-Beatlen ulykkeligvis blev myrdet af Mark Chapman.

Producenterne på nye film har endnu ikke offentliggjort sit cast, og værket har heller ikke fået en officiel titel eller premieredato. 

Kommentarer

"Dallas Buyers Club"-instruktør laver film om John Lennon og Yoko Ono

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen