Dan Aykroyd og Ernie Hudson bekræfter tilbagevenden til "Ghostbusters 2020"

Who you gonna call? Aykroyd og Hudson!

Når spøgelsesjægerne vender tilbage i "Ghostbusters 2020" næste år, vil der være flere kendte ansigter på lærredet. Sigourney Weaver vender tilbage til sin rolle som Dana Barrett, og det er ligeledes blevet offentliggjort tidligere, at Annie Potts igen vil kunne ses i rollen som sekretæren Janine Melnitz.

Spekulationerne på, hvorvidt de oprindelige ghostbusters også ville vende tilbage, har dog indtil nu kun været baseret på løse rygter, men nu er det altså bekræftet, at mindst to af dem vender tilbage i den kommende film. Dan Aykroyd og Ernie Hudson, der spillede rollerne som henholdsvis Raymond Stantz og Winston Zeddmore, har netop i to forskellige interviews fortalt, at de er i gang med filmen.

Se også: Første set-foto fra "Ghostbusters 2020" viser en mulig Spengler-efterkommer

Bill Murray er indtil videre ikke bekræftet som værende med i filmen, men flere kilder siger dog, at han ligeledes skulle være at finde på rollelisten. Selvom Murray også skulle vise sig at være med i "Ghostbusters 2020", vil det dog ikke være muligt at samle hele holdet fra de originale film, da Harold Ramis desværre døde i 2014. Ramis spillede rollen som den fjerde spøgelsesjæger, Dr. Egon Spengler, i de to oprindelige film.

"Ghostbusters 2020" forventes at lande i de danske biografer i løbet af sommeren 2020. På rollelisten finder vi også Paul Rudd, Finn Wolfhard og Mckenna Grace.

Kommentarer

Dan Aykroyd og Ernie Hudson bekræfter tilbagevenden til "Ghostbusters 2020"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen