
Dansk "Andor"-instruktør køres i stilling til Emmy-nominering
Janus Metz kan potentielt vinde tv-branchens nok største instruktørpris til efteråret.
Da Lucasfilm annoncerede "Star Wars"-serien "Andor" tilbage i november 2018, troede de færreste, at en spin-off om en bifigur i en anden spin-off ("Rogue One: A Star Wars Story") ville gå hen og blive en af nyere tv-histories mest roste produktioner, eller at den ville sikre sig adskillige prestigefyldte Emmy-nomineringer – inklusive i hovedkategorien, Bedste dramaserie.
Men kraften har i den grad været med "Andor", som altså stiller skarpt på oprørssoldaten Cassian Andor og hans transformation fra en noget gemen tyveknægt til en nøglefigur i Oprørsalliancens kamp mod Det Galaktiske Imperium.
Seriens 2. (og sidste) sæson blev for nylig rundet af på Disney+, og den har fået endnu flere roser end seriens første, forrygende årgang. Særligt sæsonens 8. afsnit, "Who Are You?", er nærmest blevet forgudet af både fans og kritikere, og da det udkom, lå det for en stund blandt de 10 bedst vurderede tv-afsnit nogensinde på IMDb.
Se også: Bag om "Andor" (Sæson 2) – interviews med Tony Gilroy, Diego Luna, Ben Mendelsohn og resten af seriens cast
Med alt dette in mente er det intet under, at Disney og Lucasfilm netop nu kører sit store PR-maskineri i stilling i forsøget på at sikre "Andor" en ny stak flotte Emmy-nomineringer takket være sæson 2.
Og Variety har anskaffet sig en oversigt over netop de Emmy-nomineringer, som Disney målrettet går efter at få i hus. Og det er altså hele 23 kategorier, som seriens produktionsselskaber håber at blive nomineret i.
For det første ønsker Disney, at serien kommer i betragtning til at vinde Bedste dramaserie. Derudover håber man, at hovedrolleindehaver Diego Luna samt kollegaerne Stellan Skarsgård, Kyle Soller, Denise Gough, Genevieve O'Reilly, Adria Arjona, Faye Marsay, Elizabeth Dulau, Ben Mendelsohn, Forest Whitaker, Varada Sethu og Benjamin Bratt bliver nomineret for deres præstationer foran kameraet.
Man må også sige, at det er meget sandsynligt, at "Andor" bliver nomineret i flere tekniske kategorier – herunder Bedste visuelle effekter, Bedste lyd og Bedste filmredigering.
Men set fra et dansk perspektiv er det så absolut mest interessant, at Disney og Lucasfilm har indstillet én af sæsonens tre instruktører til en Emmy-nominering: danske Janus Metz ("Borg", "Hjertelandet").
Metz instruerede netop det førnævnte afsnit, "Who Are You?", samt to andre blændende episoder, som har høstet flotte anmeldelser. "Who Are You?" bugner ikke blot af nervepirrende intensitet og store skuespillerpræstationer, men også af storslået action, der involverer hundredvis af statister og førsterangs computereffekter.
Benjamin Caron ("Sherlock") blev Emmy-nomineret for sit instruktørarbejde på 1. sæson, så det er bestemt ikke utænkeligt, at Metz snarligt nomineres til "tv-branchens Oscar" takket være sin kreative kraftpræstation.
Årets Emmy-nomineringer afsløres den 15. juli, og showet løber af stablen den 14. september. Herunder kan du i øvrigt se Moovy TV's dybdeborende interview med Metz om netop hans fremragende "Andor"-episoder: