Anders Walter har også en kortfilm på shortlisten.
Danske "Holy Spider" er stadig med i Oscar-kapløbet
Ali Abbasis aktuelle seriemorder-thriller har overlevet Oscar-showets første nomineringsrunde.
Som tidligere rapporteret har det amerikanske filmakademi netop afsløret sine såkaldte shortlists i 10 Oscar-kategorier. To danske dokumentarer, "The Territory" og "A House Made of Splinters", er stadig med i Oscar-ræset, og det samme er en dansk spillefilm: "Holy Spider".
"Holy Spider" er en international co-produktion med den iranskfødte filmmager Ali Abbasi ("Shelley", "Grænse") ved roret. Filmen er en autentisk thriller, der handler om en kvindelig journalist i Iran, som jager en seriemorder, der udelukkende dræber kvindelige prostituerede, mens myndighederne blot trækker på skuldrene.
"Holy Spider" har fået en masse international omtale – særligt i kølvandet på demonstrationerne i Iran – og har allerede vundet flere fornemme priser, herunder Bedste kvindelige hovedrolle (Zar Amir-Ebrahimi) under årets Cannes-filmfestival.
Læs også: Øv! Ingen Oscars til Danmark, da "CODA" vandt Bedste film – og Will Smith gav Chris Rock en chokerende lussing
Tilbage i september blev "Holy Spider" udpeget af den danske Oscar-komité som årets bedste bud på en Oscar-sejr i kategorien Bedste internationale spillefilm. De to andre bejlere var "Du som er i himlen" og "Resten af livet".
Den 24. januar finder vi ud af, om "Holy Spider" ender med at blive Oscar-nomineret. Den befinder sig p.t. i et relativt stærkt felt sammen med bl.a. den tyske Netflix-krigsfilm "All Quiet on the Western Front" og den sydkoreanske thriller "Decision to Leave", som er instrueret af "Oldboy"-bagmanden Park Chan-wook.
Oscar-showet løber af stablen den 12. marts næste år.