Danske LevelK i samarbejde om ambitiøs cambodiansk-amerikansk sci-fi-film

"Karmalink" sammensmelter reinkarnation, kunstig intelligens og genhusning i fattige områder.

Amerikanske XYZ Films har slået sig sammen med det danske salgs- og aggregationsselskab LevelK på det cambodianske sci-fi drama "Karmalink", der er udtaget som åbningsfilm på Venice Critic' Week. Det fremgår af en pressemeddelelse.

XYZ Films vil håndtere det amerikanske marked i forhold til festivaler og distribution, mens LevelK tager sig af resten af verden. Samarbejdet er det første mellem XYZ og LevelK.

I en nær fremtid i Phnom Penh slår en teenagedreng sig sammen med den lokale gadetøs fra kvarteret. Sammen vil de opklare de mystiske drømme, han har om sit tidligere liv og en buddhistisk guldstatue. Jagten på mysteriet leder imidlertid til større opdagelser, der kan resultere i enten digital klarhed eller tabet af identitet.

Læs også: Thomas Vinterberg og Zentropa laver ny fremtidsserie til TV 2

Instruktørdebutanten Jake Wachtel påbegyndte udviklingen af filmen i 2015, da han underviste ressourcesvage unge fra Phnom Penh i filmvidenskab og teknik. To af klassens bedste elever, Srey Leak Chitth og Leng Heng Prak, blev hyret til at spille hovedrollerne. "Karmalink" blev optaget on location, efter at Wachtel havde boet i det lille samfund i tre år.

Ud over de unge uprøvede talenter finder man også mere garvede skuespillere på rollelisten – heriblandt Sahajak Boonthanakit ("Only God Forgives", "The Beach") og Cindy Sirinya Bishop ("The Crown Princess") samt de lokale, cambodianske skuespillere Sveng Socheata ("First They Killed My Father") og Rous Mony ("The Prey").

"Karmalink" er produceret af Valerie Steinberg. Hun debuterer som spillefilmsproducer, men har en række kortfilm på CV'et. Co-producerne er den cambodianske instruktør og producer Sok Visal fra 802 Films samt Christopher Rompré fra LittleBIG Films. Todd Brown og Nate Bolotin fra XYZ Films er executive producers, mens manuskriptet er skrevet af Jake Wachtel og Christopher Seán Larsen ("The Long Walk", "Dearest Sister"). 

Det vides endnu ikke, hvornår "Karmalink" får dansk premiere.

Kommentarer

Danske LevelK i samarbejde om ambitiøs cambodiansk-amerikansk sci-fi-film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen