Dar Salim vender tilbage i "Underverden 2": Se første teaser-plakat
"Underverden", der blev et overraskende hit i 2017, får nu en fortsættelse.
Den danske hævn-actionfilm "Underverden" blev et overraskende hit tilbage i 2017, hvor den solgte over 170.000 billetter og fik flotte anmeldelser med på vejen. Her på Moovy fik filmen 6 stjerner og blev beskrevet som "skelsættende... Ikke kun som forrygende actionthriller, men også som intelligent og tankevækkende kommentar til integrations- og generationsproblematikker."
Måske ikke overraskende er en toer nu på vej, og første teaser-plakat til "Underverden 2" kan ses herunder.
I den første film spillede Dar Salim den succesfulde hjertekirurg Zaid, der gik på hævntogt i den københavnske underverden, efter hans lillebror blev slået ihjel. Plottet i efterfølgeren er endnu ikke afsløret, men Dar Salim spiller igen filmens hovedrolle som Zaid. Samtidig vender Stine Fischer Christensen tilbage i rollen som hans kæreste. Også Birgitte Hjort Sørensen er at finde på rollelisten.
Ligesom med den første film står Fenar Ahmad bag kameraet.
"Underverden 2" indtager biograferne 13. april 2023.
