Darth Vader-skuespilleren David Prowse er død, 85 år gammel

Bodybuilderen fra det sydvestlige England spillede en af filmhistoriens allerstørste skurke i George Lucas' oprindelige "Star Wars"-trilogi.

Efter kort tid sygdom sov David Prowse ind i går. Det bekræfter Prowses agent, Thomas Bowington: "Må kraften være med ham! Selvom han blev kendt for at spille mange monstre, så var han en helt i mit og i mange andres liv."

Ovenpå en række mindre roller (bl.a. i den "uofficielle" James Bond-film "Casino Royale" fra 1967, hvor Prowse spillede Frankensteins monster) fik Prowse rollen som selveste Darth Vader i George Lucas' "Star Wars" i 1977.

Desværre for Prowse følte Lucas, at Prowses engelske accent ikke var tilstrækkeligt uhyggelig, og derfor blev James Earl Jones hyret til at eftersynkronisere alle replikkerne. Og da Vader får fjernet sin maske i "Star Wars: Episode VI - Return of the Jedi", var det i stedet Prowses engelske landsmand, Sebastian Shaw, som publikum blev mødt med.

Hvorom alting er, så var den tårnhøje Prowses fysik og gestikulationer i den grad med til at gøre Darth Vader til den intimiderende skurk, han var og er.

Prowse spillede også Frankensteins monster i et par Hammer-gysere samt Minotauros i et afsnit af "Doctor Who". Ud over de kulørte roller havde han bl.a. en bitte birolle i Stanley Kubricks "A Clockwork Orange", hvori han spillede en stærk bodyguard - og det var angiveligt den rolle, der fik Lucas til at udvælge ham til rollen som galaksens største skræk.

Prowse efterlader sig sin hustru, Norma, og tre børn.

Kommentarer

Darth Vader-skuespilleren David Prowse er død, 85 år gammel

  • ★★★★★★0

    Vi skrev det på samme tid.

    T. Nielsen29-11-20 09:52

  • 0

    Han havde også en mindre rolle i BBC's TV-version af "Hitchhikers Guide to the Galaxy" fra starten af 80'erne...

    kodor29-11-20 10:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen