David Fincher og Michael Fassbender laver Netflix-thrilleren "The Killer"

Og manuskriptforfatteren bag Finchers banebrydende "Se7en" har skrevet drejebogen.

Den alsidige mesterinstruktør David Fincher ("Mank") vender snart tilbage til en genre, som han hyppigt har bevist, at han mestrer: thrilleren. Ovenpå film som "Se7en" og "Zodiac" samt tv-serien "Mindhunter" laver Fincher snart "The Killer".

Flere amerikanske medier rapporterer, at Michael Fassbender ("X-Men: Dark Phoenix") skal spille hovedrollen i filmen, som produceres til Netflix – ligesom Finchers andre nyere tv- og filmprojekter.

"The Killer" er baseret på tegneserien af samme navn, der handler om en koldblodig lejemorder, som begynder at udvikle en samvittighed, hvilket får ham til at bryde følelsesmæssigt sammen.

Læs også: David Fincher åbner op om gnidninger mellem ham og Jake Gyllenhaal under "Zodiac"-optagelserne

Finchers tætte samarbejde med netop Netflix fortsætter formentlig nogle år endnu, idet filmmageren for nylig udtalte:

"Jeg har aldrig været mere glad for en arbejdsplads, end jeg er for Netflix. De opbygger et skatkammer. Det er dejligt med et sted, hvor film kan eksistere, uden at de skal tvinges ind i en 'spandex-sommer' eller 'lidelsesvinter'."

Manuskriptet til "The Killer" skrives af Andrew Kevin Walker, som i sin tid skrev manuskriptet til Finchers store gennembrud, "Se7en". Walker har også bl.a. thrilleren "8mm" og monsterfilmen "The Wolfman" på CV'et.

"The Killer" bliver heller ikke Fassbenders første thriller, men vi satser naturligvis på, at den bliver markant bedre end "Snemanden" og mindst lige så underholdende som Moovy TV's interview med manden forrige år:

Kommentarer

David Fincher og Michael Fassbender laver Netflix-thrilleren "The Killer"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen