David Lynch (1946-2025) – en nekrolog

Amerikansk films helt store ener har takket af.

Den her gør sgu ondt.

Kunstneren, musikeren, filminstruktøren, eneren David Lynch er gået bort efter længere tids sygdom i en alder af 78 år. Manden, der for alvor bragte den cinematiske surrealisme ind i Hollywood, har takket af – blot få dage før sin 79-års fødselsdag.

Det er svært at sætte ord på David Lynchs betydning for den moderne filmhistorie – og for mig. Men lad mig prøve alligevel:

David Keith Lynch blev født i Missoula, Montana. Som søn af en forsker og en underviser var Lynchs barndom præget af mange flytninger og nye skoler. Skolegangen sagde ham uendeligt lidt, og han var ikke en synderligt engageret eller dygtig elev. Til gengæld trak kunsten i ham fra en tidlig alder. Oprindelig ville David Lynch være kunstmaler, men skæbnen ville noget andet.

Filmkarrieren tager form

I 1967, mens han er studerende på Pennsylvania Academy of Fine Arts, laver Lynch sin første kortfilm: "Six Men Getting Sick (Six Times)". De efterfølgende år følger flere kortfilm, inden hans første spillefilm, "Eraserhead", får premiere i 1977 efter hele fem års arbejde. Filmen, der måske – måske ikke – handler om Lynchs kvaler ved at være far, er et unikum i amerikansk film – både visuelt, auditivt og tematisk.

I 1980 fulgte "Elefantmanden", der set i bakspejlet er en noget mere lineær og letfordøjelig film sammenlignet med resten af instruktørens filmografi – i hvert fald frem til 1999's forunderligt blide "The Straight Story". Det til trods for, at "Elefantmanden" er skudt på sort/hvid film og har et nærmest jagende lydbillede. Filmen, som er baseret på den ægte historie om Joseph Merrick – en englænder med så store deformiteter, at han blev en attraktion – skulle vise sig at være symptomatisk for Lynchs karriere. Ligesom Merrick var Lynch også en outsider. Ham, de andre ikke forstod. For nok er David Lynch hyldet og elsket, men lige så elsket han er, lige så misforstået er han også.

Det var måske allertydeligst under produktionen af "Dune" – David Lynchs forsøg på at filmatisere Frank Herberts science fiction-epos. David Lynch havde store – måske for store – visioner for projektet og måtte hele vejen igennem bokse med både producer og selskab. Resultatet blev en film, som Lynch ikke selv så tilbage på med varme følelser, men som stadig står som en vanvittigt unik fortolkning af romanen. Måske mere unik end Villeneuves nyere version.

De efterfølgende år fulgte den ene perle efter den anden, og der er ingen grund til at dykke ned i dem alle, medmindre dette virkelig skal være et long read. "Blue Velvet" i 1987... "Wild at Heart" i 1990, hvor Nicolas Cage og Laura Dern opfandt ægte kærlighed...

Damn Good Coffee

Men de tidlige halvfemsere er for Lynchs vedkommende defineret af ét værk, der står hævet over dem alle: tv-serien "Twin Peaks"! Serien, som lagde gaderne øde og blev samtaleemnet på alle arbejdspladserne dengang, der stadig fandtes en monokultur, kan ikke sammenlignes med noget andet. Et mysterium pakket ind i en gåde – og med endnu et særegent lydbillede og en enestående visuel stil, som er så Lynchiansk, at instruktøren har fået sit eget synonym.

Op igennem halvfemserne fulgte flere film – blandt andet mesterværker som "Lost Highway" og "Mulholland Drive", før vi fik "Inland Empire" i 2006, som skulle vise sig at være David Lynchs sidste spillefilm.

David Lynch har aldrig lagt skjul på, at det var en kamp at få lov til at skabe de film, han ville. Visionerne delte han sjældent med pengemændene, og han var ofte oppe imod et Hollywood, der hellere end gerne ville putte ham i en kasse. Nok skulle han syre ud, men så meget skulle han alligevel ikke syre ud.

David Lynch insisterede altid på at gøre tingene på sin egen måde. Hans idéer stod skarpest i hans egen hoved, og selvom vi måske ikke altid forstod idéerne, skulle vi nok forsøge at finde mening i dem alligevel. Guderne må vide, hvor mange timer der er lagt på utallige uddannelsesinstitutioner, hvor utallige håbefulde filmstuderende har dissekeret hans værker, mens de forsøgte at finde bidder af mening i en verden af vanvid.

I 2017 vendte Lynch tilbage til tv-landskabet med "Twin Peaks: The Return", der var et forfriskende vanvidsridt i en tv-kultur, der havde sine gyldne år bag sig og nu bød på en lind strøm af ligegyldigheder. Det blev også det sidste store værk fra David Lynch, der som ivrig ryger gennem et helt liv begyndte at møde konsekvenserne af sin elskede last.

De sidste år stod i malerkunstens tegn, for David havde aldrig sluppet penslen, og en kreativ orkan som Lynch kunne ikke leve uden at skabe. Til gengæld nægtede han pure at tale om betydningen af sine værker. Ret genialt, når man tænker på de ressourcer, vi alle har brugt på at tyde hans sprog.

En kunstner til det sidste. En ener. En legende. Filmlandskabet er blevet uendeligt meget fattigere i dag. Verden som helhed er blevet et fattigere sted. Ingen var som David Lynch, og ingen vil nogensinde være som David Lynch. De værker, han skabte i sine 78 år på denne runde klode, vil stå som mejslet i sten gennem filmhistorien, indtil det sidste menneske en dag vil trække sit sidste åndedrag.

David Lynch efterlader sig fire børn, hvoraf den ældste, Jennifer Lynch, er fulgt i sin fars fodspor som filmskaber.

David for fanden, nu finder vi jo aldrig ud af. hvad "Inland Empire" i virkeligheden handler om! Måske er det på tide at gense den, mens jeg fælder en lille tåre.

Tak for alt, David!