David Lynch vil gerne omklippe sin "Dune"-film fra 1984

Lynch har ellers i årevis holdt fast i, at han slet ikke har lyst til at gense eller dykke ned i sit store sci-fi-flop igen.

Som vi rapporterede forleden her på Moovy, så ser det ud til, at vi snart får vores første nye David Lynch-film siden 2006.

Vi ved ikke meget om det gådefulde projekt, men det er selvfølgelig altid en stor begivenhed, når geniet bag "Elefantmanden", "Blue Velvet", "Lost Highway" og "Mulholland Drive" disker op med et nyt opus.

Men i et nyt interview med The A.V. Club afslører Lynch, at han også er klar på at lave en ny version af en af sine gamle film: det storstilede science fiction-flop "Dune" fra 1984, som var baseret på Frank Herberts ikoniske roman af samme navn, som sidste år blev filmatiseret nok en gang i form af Denis Villeneuves "Dune".

Men mens Villeneuves film blev rost af de fleste kritikere, indtjente 400 mio. dollars på verdensplan og vandt hele 6 Oscars, så blev Lynchs film et gigantisk, nedsablet flop. Og siden 1984 har Lynch ofte fortalt i interviews, at han ikke havde fuld, kreativ kontrol over sin "Dune", og han forlangte desuden at få sit navn fjernet fra rulleteksterne, da en forlænget version blev udgivet på tv.

Læs også: David Lynch får rolle i Steven Spielbergs "The Fabelmans"

Tilbage i 2020 fastslog Lynch tilmed, at han havde ingen interesse i at se Villeneuves "Dune"-film, fordi det havde været en så udmattende, hjerteskærende oplevelse at lave hans "Dune". Lynch har heller ikke lavet nogen stor mainstreamfilm siden. Og Lynch har også flere gange gjort det klart, at sorgen over hans "Dune"-film har afholdt ham fra at gense eller omarbejde filmen.

Men over for The A.V. Club siger Lynch nu: "Folk har flere gange spurgt: 'Vil du ikke gerne vende tilbage til klipperummet og pille ved 'Dune'?' Og filmen gjorde mig så deprimeret, du ved... Det var en frygteligt trist fiasko, men hvis jeg fik lov til at rode med den igen, så ville jeg måske gerne."

Lynch konstaterer dog også, at det er fuldkommen usandsynligt, at han får lov til at revidere "Dune". Men er det nu også så utænkeligt? For nylig udkom en særlig "Dune"-boks i Tyskland, som husede hele tre forskellige versioner af filmen, så der er: 1) tydeligvis stadig en stor interesse i Lynchs "Dune" og forskellige versioner af filmen, 2) en villighed hos filmens produktionsselskab i forhold til at tillade både produktionen og udgivelsen af reviderede versioner af Lynchs "Dune".

Man kan også forestille sig, at selskabet bag Lynchs "Dune" gerne vil ride med på den PR-bølge, som udløses, når Villeneuves "Dune: Del 2" udkommer i biograferne næste år, og således lader Lynchs drøm gå i opfyldelse – vi krydser i hvert fald fingre!

I interviewet afslører Lynch også, at han arbejder på en opdateret 4K-version af sin seneste spillefilm, "Inland Empire", som formentlig udkommer på disk og VOD senere i år.

Kommentarer

David Lynch vil gerne omklippe sin "Dune"-film fra 1984

  • 0

    Jeg tror ikke et director's cut kan redde den...men vil gerne modbevises...på trods af dens mangler, så blev min gamle vhs udgave slidt godt...

    Goodspeed16-04-22 17:24

  • 0

    Tv-udgaven er en bedre og mere helstøbt film, så at se en ny udgave af Lynch selv, gider jeg godt.

    Lord Nikon16-04-22 17:47

  • ★★★★★★0

    Hvordan fungerer det i øvrigt, hvis en instruktør (eller andre) flere år efter klipper en film på ny. Jeg tænker på underlægningsmusikken f.eks? Den passer jo ikke længere helt til?

    T. Nielsen16-04-22 17:57

  • 0

    Hvordan fungerer det i øvrigt, hvis en instruktør (eller andre) flere år efter klipper en film på ny. Jeg tænker på underlægningsmusikken f.eks? Den passer jo ikke længere helt til?

    Det kommer an på hvor meget "ekstra" musik man har på lager, eller hvor "generisk" visse stykker er. TV-udgaven af Dune er 41 minutter længere og jeg kan kunne komme på en enkelt scene, hvor musikken virkede lidt malplaceret.

    Hvis jeg husker rigtigt, så bruges der anden musik i den forlængede udgave af Troy, musik fra andre film. Jeg kan ikke huske om det er konsekvent, da jeg ikke har set den i mange år, men jeg kan huske at jeg blev hevet ud af filmen, fordi en af scenerne bruger temaet fra Planet of the Apes af Tim Burton.

    Lord Nikon16-04-22 19:27

  • ★★★★★★0

    Det lyder alligevel mere kludetæppe-agtigt, end jeg måske ville have troet. Takker!

    T. Nielsen16-04-22 21:13

  • ★★★★★★0

    Der var flere i den film som kunne trænge til en “opklipning”

    Wayne18-04-22 06:31

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen