David Mamet laver dramaet "2 Days/1963" om mafiaens påståede rolle i snigmordet på John F. Kennedy

Den Oscar-nominerede og Pulitzer-belønnede forfatter bag "Glengarry Glen Ross" og "De uovervindelige" kaster sig over en verdenshistoriens største mordgåder.

David Mamet er uden tvivl en af de største dramatikere i USA's historie. Ud over filmmanuskripter som "Dommen", "De uovervindelige" og "Glengarry Glen Ross" så har Mamet også fået en Pulitzer-pris og flere prestigefyldte Tony-nomineringer for sit arbejde på teaterscenen.

Den 74-årige Mamet er især kendt for sine fandenivoldske dialoger og hårdhudede karakterer, og han har aldrig været bange for at sætte fut i politisk ladede krudttønder – hvilket han bl.a. demonstrerede i sine drejebøger til filmene "Wag the Dog" og "Hoffa".

Og Mamets næste projekt flugter fornemt med netop de opusser. Deadline rapporterer, at Mamet vil instruere "2 Days/1963", der – som titlen antyder – udfolder sig over to døgn op til snigmordet på præsident John F. Kennedy den 22. november 1963.

Manuskriptet skrives af Mamet i samarbejde med Nicholas "Nick" Celozzi. Netop Celozzi er grandnevø til den notoriske gangster Sam Giancana, som angiveligt var med til at planlægge mordet på Kennedy som hævn for præsidentens kamp mod USA's kriminelle underverden. Giancanas datter, Bonnie, arbejder som konsulent på "2 Days/1963".

Se også: "Nixed": Nixon jager JFK’s drabsmænd i gakket tegnefilm

Da Mamet læste Celozzis oprindelige manuskriptudkast, genoplivede det Mamets egen skepsis omkring den officielle efterforskning af snigmordet, som konkluderede, at snigskytten Lee Harvey Oswald havde planlagt og udført drabet alene.

Mamet fortæller Deadline: "Nicks manuskript er fandens godt. Det minder mig om det, som Francis Coppola gjorde sammen med Mario Puzo i 'The Godfather'. Det er den allerbedste amerikanske film, men den har meget lidt med Puzos oprindelige bog at gøre.

"Hvad handler 'The Godfather' i virkeligheden om? Francis Coppola og Mario Puzo sad ved et køkkenbord og delte de historier, de havde overhørt deres bedsteforældre fortælle. Det er derfor, vi elsker den film – den bugner af insideinformation og af familie- og kulturmyter, der præsenteres som sladder. Og ['2 Days/1963'] er det, som Nick hørte ved sit køkkenbord, hvor folk, der vidste noget, talte over sig. Det fik mig til at sige: 'Jeg ville elske at lave denne film'."

Celozzi fortæller også Deadline, at han står inde for alt, han har skrevet – og at han har fået hele historien fra sin onkel, Joe, som var sammen med Sam Giancana i dagene op til snigmordet, mens gangsterens folk befandt sig i Dallas, hvor Kennedy blev skudt. Og ifølge Celozzi var hans familie fortørnet over at blive efterforsket af John F. Kennedy og hans lillebror, Robert, efter at mafiaen angiveligt havde hjulpet Kennedy med at vinde præsidentvalget i 1960. Derfor var Giancana og Co. opsat på at få hævn.

Det komplette og spændende interview med Mamet og Celozzi kan læses hos Deadline her.

Det vides endnu ikke, hvornår vi får mulighed for at se "2 Days/1963", men herunder kan I se Moovy TV's dybdeborende indslag om skabelsen af Oliver Stones Oscar-belønnede "JFK" – den stadig største film om det tragiske snigmord:

Kommentarer

David Mamet laver dramaet "2 Days/1963" om mafiaens påståede rolle i snigmordet på John F. Kennedy

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen