Der var alligevel ikke udsigter til, at Marvel ville få X-Men tilbage. Fox tjener stadig masser af penge på filmene og der er vist også en tv-udgave af X-Men på vej. Som det er nu, betyder det heller ikke så meget, fordi det har tvunget Marvel til at være kreative og har skubbet The Inhumans fremad, nok ikke direkte som en slags erstatning i tegneserierne, men som noget der kan bruges som alternativ til mutanter. Det træk har givet os Ms. Marvel, som er noget af det bedste der er kommet fra Marvel i lang tid.
Jeg ved ikke om Deadpool gør noget alene for højere ratings end PG-13, men der har jo været nogle blockbuster-hits i løbet af det sidste stykke tid, bl.a. Mad Max: Fury Road. Der er dog også tale om to forskellige film med en ret stor forskel i budget. Men er der noget, som holdet bag Deadpool kan klappe sig på ryggen over, er det hele reklamekampagnen. Selv med den hype der var omkring det lækkede klip og de Deadpool fanboys der findes i verden, ville filmen slet ikke have været det hit, den er blevet til, uden en PR-kampagne der har været helt uden fejl og har talt til alle, ikke kun tegneseriefans.
Folk har også talt om det måske gør noget for tegneseriefilmatiseringer mht. rating og der skal man nok holde i tankerne, at der er superheltefilm og så er der alle de andre.
"Alle de andre" vil der nok ikke ændres noget ved, fordi der lader aldersbegrænsninger ikke til at være et stort problem, men det er jo også virkelig meget forskelligt materiale fra Tintin til La Vie d'Adèle, og film som netop La Vie d'Adèle, Ghost World og Road to Perdition er dels noget billigere at producere og er dels nemmere at markedsføre.
Taler vi superheltefilm (og serier), har Disney/Marvel allerede et sted til deres mere hardcore materiale: Netflix, så jeg tror ikke at Deadpool nødvendigvis ændrer noget for dem. DC har endnu ikke gjort de store træk på den front, men deres filmunivers er jo også ret nyt. Dog skal man ikke glemme, at DC og Marvel traditionelt har talt til børn, jo, der er kommet masser af mere voksent materiale ud fra dem igennem tiderne, men størstedelen af deres materiale kan stadig læses af børn.
Ser vi lidt bort fra de to store, så ved jeg ikke om det ændrer alverden der heller. Jeg håber at det kunne give os en ny Spawn, måske en Dredd 2, men det største problem er nok, at de mindre forlag ikke har et ligeså stærkt brand som Marvel har, så hvis man beslutter sig for at lave en R-rated Spawn eller The Pro (en luder der bliver superhelt), så skal man i dén grad hyre holdet bag Deadpools PR, fordi det kræver noget af en kampagne, for at få røve i biografsæderne, selvom historierne kan være fede og sjove.