Den danske film- og tv-branche får 20 mio. kroner i corona-støtte

Ligesom Hollywood er den danske filmindustri blevet hårdt ramt af coronavirussens udbrud.

Men i en pressemeddelelse annoncerer kulturministeriet, at man har "besluttet at oprette en særlig pulje, der skal hjælpe de film og tv-produktioner, der har ligget stille som følge af corona-virussen, og som er særlig hårdt økonomisk ramt."

Danmarks kulturminister, Joy Mogensen, udtaler derudover: "Corona-krisen og den medfølgende nedlukning har ramt alle dele af vores samfund. Derfor har regeringen sammen med Folketingets partier etableret ordninger, der skal hjælpe så mange som muligt. Men der er stadig brug for en ekstra håndsrækning til nogle særligt udsatte brancher – og derfor sætter vi nu ind med en særlig pulje på 20. mio. kr., der er målrettet de film- og tv-produktioner, der har været ramt af hårde økonomiske tab, fordi produktionerne måtte sættes på pause under nedlukningen.

"Puljen kommer ikke til at løse alle film- og tv-branchens udfordringer, men forhåbentlig kan midlerne bidrage til at hjælpe flere producenter gennem krisen."

Læs også: Tusindvis af kinesiske biografer lukker måske permanent

I et Facebook-opslag skriver instruktøren Christina Rosendahl ("Idealisten"), som i øvrigt er forkvinde i foreningen Danske Filminstruktører, at:

"Det her er så fantastisk god en nyhed, for den betyder at de film, der lige nu er ramt af Covid-19-merudgifter, nu kan færdiggøres UDEN at vi behøver at skære i det samlede antal af film vi laver årligt.

"Det var nemlig risikoen, at vi skulle lave færre film i år, fordi der mangler penge til mer-udgifter. Færre film årligt på den lange bane er nu det eneste, der virkeligt bekymrer mig, men det her en formidabel start."

Rosendahls autentiske drama "Vores mand i Amerika" er en af de danske film, som blev udskudt i år på grund af coronavirussens udbrud. Den udkommer efter planen den 13. august.

Kommentarer

Den danske film- og tv-branche får 20 mio. kroner i corona-støtte

  • ★★★★★0

    Nu er det ikke fordi jeg ikke gerne ville have de penge, men jeg syntes at 20 millioner lød som et småt beløb i filmverdenen. Men de bliver jo tilsyneladende godt taget imod. 

    Lars!14-06-20 13:08

  • 0

    Nu er det ikke fordi jeg ikke gerne ville have de penge, men jeg syntes at 20 millioner lød som et småt beløb i filmverdenen. Men de bliver jo tilsyneladende godt taget imod. 

    Det bevidner jo bare hvor lang (for langt?) det er gået med budgetterne i de Hollywoodske produktioner, hvor 20 mil. vil række som en skrædder i helvede - uden at filmen nødvendigvis er bedre end den danske.

    Ronni Pedersen14-06-20 14:53

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen