Jeg begyndte seriøst næsten at græde af glæde, da Dan fortalte mig det. Tanken om en ny, gennempoleret "Highlander" med en billedside af Dan Laustsen... It's a kind of maaaaaagic!

Den danske filmfotograf Dan Laustsen skyder den nye "Highlander" med Henry Cavill
Laustsen har talt lidt med Moovy om det kommende remake fra "John Wick"-instruktøren Chad Stahelski.
Det er svært ikke at være lidt stolt over at dele nationalitet med Dan Laustsen – den danske filmfotograf, der for længst har etableret sig som en af de allerdygtigste inden for sit felt på verdensplan.
Efter en glorværdige karriere herhjemme med film som "Gummi-Tarzan", "Guldregn" og "Nattevagten" på CV'et drog Laustsen til Hollywood og blev Oscar-nomineret for sine gudesmukke billedsider til Guillermo del Toros "The Shape of Water" og "Nightmare Alley". Han har også skudt bl.a. "Farven lilla"-remaket fra 2023 og tre "John Wick"-film med Keanu Reeves.
Se også: Interview: Den danske "John Wick"-fotograf, Dan Laustsen
Netop de "John Wick"-film blev instrueret af Chad Stahelski, som netop nu arbejder på "Highlander" – et remake af den festlige fantasy-film fra 1980'erne af samme navn.
Men indtil nu har vi ikke været stensikre på, at Laustsen også ville samarbejde med Stahelski på den nye "Highlander"-film. Laustsens navn figurerer eksempelvis ikke på filmens IMDb-side.
Men da vi forleden interviewede Dan Laustsen om hans arbejde på Guillermo del Toros spritnye "Frankenstein" (og dét komplette interview kan I selvfølgelig snart læse her på siden), bekræftede han, at han skal skyde "Highlander"-remaket:
DAN LAUSTSEN: "Den er vi i gang med nu på fuld tryk. Vi forbereder den lige nu i England."
MOOVY (JOHAN ALBRECHTSEN): "Ej, hvor fedt! For jeg knuselsker originalen, men den er også bare meget 80'er-cheesy og corny, og visuelt er den så MTV-agtig..."
DAN LAUSTSEN: "Den er så cheesy og corny! Den må have været virkelig low-budget – og så alligevel ikke, fordi der er masser af action i den. Men det er jo totalt B-film på en eller anden mærkelig måde."
MOOVY (JOHAN ALBRECHTSEN): "Ja, og derfor har jeg altid gerne villet se et remake, fordi jeg synes grundidéen er superfed."
DAN LAUSTSEN: "Ja, det er en god idé."
MOOVY (JOHAN ALBRECHTSEN): "Og hvis nogen kan tage dén og lave noget, der er mere seriøst og rent cinematisk..."
DAN LAUSTSEN: "Det prøver vi at gøre nu, kan jeg fortælle dig. Vi er i fuld produktion nu i London."
Se også: Det legendariske monster går amok i sidste trailer til Guillermo del Toros "Frankenstein"
Den oprindelige "Highlander" udkom i 1986 og handler (ligesom den nye film) om en gruppe næsten-udødelige krigere, der gennem århundreder duellerer mod hinanden. Den sidste af dem, der stadig står oprejst med et fortsat fastgjort hoved, får en særlig, gådefuld belønning...
En af krigerne er den heroiske, skotske Connor MacLeod, som spilles af Henry Cavill ("Man of Steel") i Stahelskis remake. Det stjernespækkede cast byder også på navne som Russell Crowe, Jeremy Irons, Djimon Hounsou, Dave Bautista og Karen Gillan.
Som sagt kan I snart læse vores komplette "Frankenstein"-interview med Laustsen her på siden. Vi har også talt med Lars Mikkelsen, som har en nøglerolle i Guillermo del Toros spritnye filmatisering af Mary Shelleys udødelige sci-fi/horror-roman. "Frankenstein" udkommer på Netflix den 7. november.
Husk også at se Moovy TV's tidligere videointerviews med Laustsen om hans mangeårige, mægtige samarbejde med Guillermo del Toro – vores samtaler med den fantastiske filmfotograf om hhv. "The Shape of Water" og "Nightmare Alley" kan ses her:
