Den næste "Star Wars"-film kommer først i 2023

De tre næste "Star Wars"-film har fået nye premieredatoer.

Er man "Star Wars"-fan, kan man godt finde kalenderen frem. Disney har nemlig afsløret nye premieredatoer på de næste tre unavngivne film i den populære franchise.

Den første film efter "Star Wars: The Rise of Skywalker" skulle oprindeligt have haft premiere i december 2022, men den skubbes nu et år og får således første biografpremiere 22. december 2023. Det er formentlig "Jojo Rabbit"-instruktøren Taika Waititis annoncerede "Star Wars"-film, der åbner ballet efter Skywalker-sagaens afslutning, men det er i skrivende stund ikke bekræftet fra officielt hold.

Næste gang, man derefter kan sætte sig i biografmørket for at rejse til den fjerne galakse, bliver 19. december 2025, inden den indtil videre sidste film får premiere 17. december 2027.

Disney og Lucasfilm holder vanen tro kortene helt tæt til kroppen, hvad angår karakterer og plot i de nye "Star Wars"-film, men der har været rygter fremme om, at der måske kommer et "Knights of the Old Republic"-eventyr baseret på den populære videospil-klassiker.

"Star Wars: The Last Jedi"-instruktøren Rian Johnson skulle som tidligere annonceret også have sin helt egen trilogi under opsejling, men der har været stille om projektet længe, så tiden må vise, om Johnsons film er i spil i forbindelse med de nye premieredatoer.

Kommentarer

Den næste "Star Wars"-film kommer først i 2023

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen