
Den nye "Toxic Avenger" får (endelig) en premieredato
Der var begyndt at florere rygter om, at rebootet aldrig ville blive udgivet.
Det er snart 10 år siden, at vi her på Moovy for første gang skrev om et reboot af den godt 40-årige kultklassiker "The Toxic Avenger" – en film om en splejset pedel, Melvin, som jævnligt udsættes for tæsk og mobning, men som en dag dratter ned i noget radioaktivt affald, der forvandler ham til en deform superhelt.
Den oprindelige film affødte bl.a. tre filmfortsættelser og en tv-serie, mens genindspilningen for alvor fik luft under vingerne i 2020, da det kom frem, at "Game of Thrones"-stjernen Peter Dinklage skulle spille titelrollen.
Allerede i 2021 – altså for fire år siden – var de sidste optagelser kommet i kassen, og i efteråret 2023 fik vi det første billede fra filmen op til dens verdenspremiere på filmfestivalen Fantastic Fest, hvor den fik en flot modtagelse. 92% af de fremmødte kritikere var begejstrede.
Læs også: Michael Keaton er ligeglad med, at "Batgirl" blev droppet
Men siden da har der været forunderligt stille om den nye "Toxic Avenger" og dens lancering. Dinklage sagde endda sidste sommer, at han "håbede", at filmen en dag ville blive udgivet, men at han altså ikke var sikker på, at det overhovedet ville ske. Der begyndte at florere rygter om, at filmen simpelthen ikke kunne udgives, fordi den angiveligt var for ulækker og chokerende – en besynderlig tanke i en tid, hvor de vamle "Terrifier"-film om dræberklovnen Art hitter stort.
Men nu har netop distributøren bag "Terrifier", Cineverse, købt den nye "Toxic Avenger", og de udgiver den i de amerikanske biografer den 29. august – altså lige knap to år efter filmens verdenspremiere i Texas.
Den nye "Toxic Avenger" er blevet beskrevet som en både satirisk, bloddryppende og overraskende hjertevarm film af dem, der har været så heldige at se den. Ud over Dinklage byder rollelisten på prominente navne som Elijah Wood, Kevin Bacon og Jacob Tremblay. I instruktørstolen finder vi Macon Blair, der debuterede som filmmager med 2017's "I Don't Feel at Home in This World Anymore", mens han som skuespiller har medvirket i bl.a. kritikerroste thrillers som "I Care a Lot" og "Green Room".
Det vides endnu ikke, om "The Toxic Avenger"-rebootet også tager skraldet ud i de danske biografsale.