Den tyske Netflix-krigsfilm "Intet nyt fra vestfronten" blev årets store BAFTA-vinder

"De engelske Oscars" blev uddelt i går, og den tyske storfilm snuppede hele syv priser.

I går aftes blev BAFTA-priserne uddelt i London. De bliver ofte omtalt som "de engelske Oscars", idet de bliver uddelt af Englands nationale filmakademi og dets medlemmer, ligesom Oscar-statuetterne uddeles af det amerikanske filmakademis medlemmer.

Og BAFTA'en er en af Europas – og verdens – allerstørste og mest prestigefyldte filmpriser, og derfor er det intet under, at flere af stjernerne i (og bag) årets største film mødte op på den røde løber i år.

Men hvem fik så også lov til at betræde scenen? Jo, det gjorde særligt folkene bag den tyske krigsfilm "Intet nyt fra vestfronten", som er baseret på Erich Maria Remarques tidløse roman af samme navn om 1. verdenskrig. Bogen er tidligere blevet filmatiseret – bl.a. i form af den gamle Oscar-vinder "All Quiet on the Western Front" fra 1930.

Krigsfilmen triumferede i hele syv kategorier – inklusive Bedste film, Bedste instruktør (Edward Berger) og Bedste adapterede manuskript.

Se BAFTA-vinderen i biografen herhjemme

"Intet nyt fra vestfronten" kan streames på Netflix, men den bliver også snart vist på det store lærred i 4K og med Atmos-lyd i FORMAT Biograf i Storkøbenhavn. Den danske lyddesigner Peter Albrechtsen introducerer filmen under en særvisning her på onsdag, og der er ganske få billetter tilbage, som du kan booke her.

Hvis du ikke når at købe en billet, så kan du også se filmen før Oscar-showet i FORMAT Biograf søndag den 12. marts. De billetter kan du booke her.

"Intet nyt fra vestfronten" dominerede også de tekniske priser, men "Avatar: The Way of Water" og "Babylon" snuppede dog én pris hver især for hhv. Bedste visuelle effekter og Bedste scenografi – den sidstnævnte pris gik til Florencia Martin, som Moovy TV interviewede for få uger siden:

Se også: Moovy TV: Bag om "Babylon" med storfilmens skabere

Også den irske Oscar-favorit "The Banshees of Inisherin" vandt adskillige priser, inklusive begge birollepriser. Således gik Årets mandlige birolle-prisen en smule overraskende til Barry Keoghan, der spiller en ung, ustadig fyr i det kritikerroste komediedrama. Storfavoritten var ellers Ke Huy Quan, der spiller Michelle Yeohs mand i "Everything Everywhere All at Once". Begge mænd er i spil til en Oscar om en lille måneds tid.

Apropos Yeoh, så blev hun også forbigået i kategorien Årets kvindelige hovedrolle, hvor vinderen blev Cate Blanchett, som med sin præstation som en mageløs og manipulerende dirigent i "Tár" snuppede karrierens fjerde BAFTA-pris.

Der er hård konkurrence i Bedste mandlige hovedrolle-kategorien, hvor sejrherren var Austin Butler, som blev belønnet for sit portræt af rocklegenden Elvis Presley i Baz Luhrmanns "Elvis".

Du kan læse meget mere om årets BAFTA-vindere på det engelske filmakademis hjemmeside her.

Kommentarer

Den tyske Netflix-krigsfilm "Intet nyt fra vestfronten" blev årets store BAFTA-vinder

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen