Rigtig godt valg, det kunne blive episk :)

Denis Villeneuve instruerer den næste James Bond-film
Den Oscar-nominerede filmmager bag "Dune" og "Blade Runner 2049" kaster sig over endnu en fremtrædende franchise.
Det er selvsagt altid en stor nyhed, når en instruktør skriver under på at lave et kapitel i den sejlivede og succesfulde James Bond-franchise.
Men særligt efter at filmsagaen om Agent 007 blev opkøbt af Amazon MGM Studios tidligere i år og således skiftede kreative ejermænd efter godt 60 år i Broccoli-producerfamiliens varetægt, har der hersket stor nysgerrighed om franchisens næste træk.
Og nu kan vi dele nyheden om, at den 26. officielle Bond-film (som stadig er unavngivet) har fundet sin instruktør: Denis Villeneuve.
Se også: "007 First Light": Første trailer til det danskproducerede "James Bond"-videospil
Villeneuve er uden tvivl en af de absolut største instruktørnavne netop nu – takket være et bagkatalog, der huser et væld af kritikerroste titler som "Nawals hemmelighed" ("Incendies"), "Prisoners", "Enemy", "Sicario", "Arrival", "Blade Runner 2049" og den storladne, todelte sci-fi-filmatisering "Dune".
Villeneuve udtaler selv: "Nogle af mine tidligste filmminder er forbundet med 007. Da jeg voksede op, så jeg James Bond-film sammen med min far, lige siden 'Dr. No' med Sean Connery. Jeg er en kæmpe Bond-fan. For mig er han hellig grund.
"Jeg agter at ære traditionerne og samtidigt åbne vejen for en masse nye missioner. Det her er et kæmpe ansvar, men det er også enormt spændende og en stor ære. Producerne og jeg glæder os enormt til at få ham tilbage på lærredet. Tak til Amazon MGM Studios for tilliden."
Flere Bond-fans var bekymrede for, at Agent 007 udelukkende ville dukke op på streamingtjenesten Prime Video efter det førnævnte opkøb, men som en varm fortaler for biografoplevelsen på linje med vennen Christopher Nolan er det utænkeligt, at Bond ikke fortsat vil troppe op i alverdens biografer – nøjagtig som Villeneuve også antyder.
Den næste Bond-film har stadig ikke fået en premieredato, men eftersom Villeneuve er i fuld gang med at lave den tredje "Dune"-film, "Dune: Messiah", får vi den nok tidligst i 2028.
Og officielt er den nye James Bond-skuespiller endnu ikke blevet hyret. Daniel Craig vinkede farvel til rollen efter fem Bond-film i 2021's "No Time to Die".