Disney annoncerer musicalen "Wish"

Når du ser et stjerneskuuuuuud – den kommende animationsfilm handler om skabelsen af... Ønskestjernen!

De fleste Disney-fans kender den ikoniske Ønskestjerne fra animerede klassikere som "To på flugt", "Prinsessen og frøen" og ikke mindst "Pinocchio".

Det er dog nok de færreste, der har gået og spekuleret over, hvor den magiske stjerne egentlig kommer fra. Men det har Disney nu tænkt sig at afsløre i en kommende musical med titlen "Wish".

Se også: Interview med parret bag Disney-megahittet "Frost 2"!

Det animerede eventyr finder sted i kongeriget Rosas. Da den unge heltinde Asha en aften får øje på en speciel stjerne, ønsker hun råd og vejledning fra himmellegemet. Hendes bønner bliver hørt, og stjernen ender i kongeriget for at hjælpe Asha mod de mørke kræfter, som truer hendes land.

Filmen bliver en storstilet musical, og på rollelisten finder vi bl.a. "West Side Story"-stjernen Ariana DeBose, der lægger stemme til den unge Asha.

I instruktørstolen finder vi Chris Buck ("Frost") og Fawn Veerasunthorn ("Raya og den sidste drage").

For at opnå en unik stil kombinerer "Wish" 3D-animation med traditionel, håndtegnet animation. Hvordan det kommer til at tage sig ud, finder vi ud af i november 2023, når filmen får premiere.

Kommentarer

Disney annoncerer musicalen "Wish"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen