Disney laver "Real Steel"-tv-serie

Den oprindelige sci-fi-familiefilm med Hugh Jackman indtjente 300 mio. dollars ved billetlugerne tilbage i 2011.

For lige godt 10 år siden blev Shawn Levys ("Stranger Things", "Free Guy") futuristiske familiefilm, "Real Steel", et pænt hit – filmen indtjente lige knap tre gange så meget, som den havde kostet at producere.

Og filmens fanskare er vokset støt siden da – "Real Steel" er tilmed blevet streamet så ofte på Netflix, at Levy sidste år mødtes med filmens store stjerne, Hugh Jackman, for at diskutere en mulig toer.

Filmfortsættelsen er dog stadig ikke kommet ud af starthullerne, men nu rapporterer Collider, at en "Real Steel"-tv-serie er på tegnebrættet.

Se også: Ny trailer til hjertevarme "Robotbror"

Filmsitet ved dog endnu ikke, om tv-serien bliver en direkte fortsættelse til originalfilmen eller en spin-off om helt nye karakterer inden for det samme filmunivers.

Levy arbejder også på "Real Steel"-serien som producer, og også "Tilbage til fremtiden"-instruktøren Robert Zemeckis er med til at producere den kommende sci-fi-føljeton, som befinder sig i så tidligt et stadie, at premieredatoen stadig er totalt ukendt. Serien produceres til Disney+.

I "Real Steel"-filmen spillede Jackman en afdanket bokser i en nær fremtid, hvor slagkraftige robotter dyster mod hinanden i store sportsturneringer. Og Jackman kommer tættere på sin søn, alt imens de sammen bygger den ultimative bokserobot.

Kommentarer

Disney laver "Real Steel"-tv-serie

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen