
Disney laver ny "Power Rangers"-serie med holdet bag "Percy Jackson og olymperne"
Vær klar på at få titelsangen på hjernen. Igen.
En af 1990'ernes helt store barndomsfavoritter bliver snart vakt til live igen. Ifølge The Wrap har Disney givet grønt lys til produktionen af en ny "Power Rangers"-serie, som sigter efter at sikre franchisen en helt ny generation af fans.
Franchisen blev skudt i gang af tv-hittet "The Mighty Morphin' Power Rangers" (1993-1996), som var inspireret af den japanske børneserie "Super Sentain", som der i øvrigt blev (gen)brugt klip fra. Serien handler om en håndfuld teenagere, der får evnen til at morfe sig om til superhelte i kulørte dragter, der også gør brug af sværdsvingende kæmperobotter i kampen mod ondskaben.
Tv-serien fik adskillige spin-offs og fortsættelser – inklusive en Netflix-film fra 2023, hvori flere fra det oprindelige cast gjorde comeback.
Læs også: En tidligere "Power Rangers"-skuespiller har angiveligt stjålet millioner af dollars
Men et relativt nyligt forsøg på at reboote franchisen og gøre den appetitlig for generationerne Z og Alpha slog fejl – "Power Rangers" indtjente blot 142 mio. dollars i klodens biografer tilbage i 2017 og efterlod således filmselskabet med et kæmpe underskud.
Så selvom både nye "Power Rangers"-film og -serier blev annonceret i 2020, så har franchisen ikke for alvor fået luft under vingerne igen. Indtil nu.
For som sagt laver Disney nu (i samarbejde med legetøjsgiganten Hasbro) en ny "Power Rangers"-serie, og selskabet har hyret to prominente producere/manuskriptforfattere til at søsætte serien: Jonathan E. Steinberg og Dan Shotz.
D'herrer står bag succesfulde serier som "The Old Man", "Black Sails" og "See", og de er p.t. showrunners på fantasy-føljetonen "Percy Jackson og olymperne", som er baseret på de ekstremt succesfulde børnebøger om de græske guder.
"Power Rangers"-serien har endnu ikke fået en premieredato, men 2. sæson af "Percy Jackson og olymperne" er lige på trapperne, og 3. sæson har også fået grønt lys. Og herunder kan du se Moovy TV's interview med netop Steinberg og Shotz om dén tv-succes, som er blevet et hit i netop den målgruppe, som den nye "Power Rangers" stiler efter at imponere.