Stop !

Disney på vej med Anna Kendrick som jule... kvinden
I forsøget på at fremstå moderne har Disney de seneste år kørt en meget stringent form for politisk korrekthed med produktioner, der i castingen skulle imødekomme enhver form for minoritet. Det såkaldte gender-swapping, dvs. kønsombytning, er særlig populært.
Om det er tilfældet med filmen "Nicole", eller om der bare er tale om et sjovt twist, er ikke til at sige, men faktum er, at julemand bliver til julekvinde i ny familiefilm fra Disney.
"Pitch Perfect"-stjernen Anna Kendrick er i tætte forhandlinger om at give sit bud på en kvindelig (og formentlig mindre skægget) udgave af den ikoniske julemandsfigur.
Filmens ankermand er Marc Lawrence, som skal instruere sit eget manuskript. Lawrences tidligere film hører til den lettere ende af komedieskalaen og er især kendetegnet ved Sandra Bullock og Hugh Grant, såsom "Agent Catwalk" og "To ugers opsigelse".
Om Disneys julekvinde er "et sikkert hit" – for nu at bruge en af Marc Lawrences egne titler – er svært at sige. Til gengæld kunne man godt forestille sig, at en nissepuritaner eller to vil få glöggen galt i halsen over nyheden.