Disney pønser på en ny "Star Wars"-serie om Lando Calrissian

Donald Glover vender måske tilbage som den charmerende stjernekriger.

Der er muligvis godter i vente til fans af storcharmøren Lando Calrissian, som multikunstneren Donald Glover portrætterede i en ung udgave i Ron Howards "Star Wars"-spin-off: "Solo: A Star Wars Story".

Det forlyder nu på rygtebørsen, at Disney har en ny serie til Disney+ i støbeskeen, som kredser om netop Lando, og ikke nok med det: Donald Glover vender angiveligt tilbage i rollen som Tusindårsfalkens forhenværende ejer.

Disney har ikke officielt bekræftet rygtet, men der gisnes om, at serien måske vil fokusere på den unge Landos eventyr inden det skæbnesvangre møde med Han Solo – eller fortsætte hans rejse, hvor "Solo: A Star Wars Story" slap.

Lando Calrissian-figuren er for længst blevet et vaskeægte ikon. Charmøren fra den fjerne galakse har nydt stor popularitet blandt filmfans, siden han første gang tonede frem på biograflærredet i skikkelse af Billy Dee Williams i "Imperiet slår igen" fra 1980, og den garvede veteran gentog sidst rollen som den storsmilende helt i sidste års "Star Wars: The Rise of Skywalker".

Kommentarer

Disney pønser på en ny "Star Wars"-serie om Lando Calrissian

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen