Disney præsenterer "The Lego Star Wars Holiday Special"

Forhåbentlig bliver det klodsede eventyr bedre end den berygtede tv-film fra 1978.

"Star Wars"-og LEGO-fans kan se frem til at (gen)opleve den såkaldte Life Day, når "The Lego Star Wars Holiday Special" rammer Disney+ den 17. november.

Den intergalaktiske helligdag Life Day blev oprindeligt introduceret i den berygtede "The Star Wars Holiday Special" fra 1978. Ved den lejlighed blev der ikke tændt mange julelys i øjnene blandt de "Star Wars"-fans, der var så (u)heldige at se det notoriske makværk, som har givet "Star Wars"-skaberen George Lucas mareridt lige siden. 

"The Lego Star Wars Holiday Special" finder sted efter begivenhederne i "Star Wars: The Rise of Skywalker" og byder på gensyn med karakterer som Rey, Finn, Poe, Chewbacca og robotten BB-8 - i LEGO-form. 

Læs også: Jon Favreau drømmer om at lave en ny "Star Wars Holiday Special"

Den unge Jedi-ridder Rey er på en mission for at få en dybere forståelse af Kraften, da hun ved et mystisk Jedi-tempel pludselig krydser en alternativ tidslinje. Det medfører, at Rey støder på gamle "Star Wars"-legender som Yoda, Obi-Wan Kenobi, Luke Skywalker, Darth Vader og mange andre ikoniske figurer fra hele Skywalker-sagaen.

Spørgsmålet er nu, om Rey vil være i stand til at nå tilbage til fejringen af Life Day på wookiernes hjemplanet Kashyyyk i tide.

Hvordan det hele spænder af, kan du opleve på klo(d)s hold, når løjerne får premiere på Disney+ den 17. november - præcis 42 år efter premieren på den originale "The Star Wars Holiday Special".

Kommentarer

Disney præsenterer "The Lego Star Wars Holiday Special"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen