Den første er rigtig god, men jeg behøver ikke mere.
For helvede, Disney!
Tilbage i 2016 blev Disneys 3D-animationsfilm "Vaina" – som i sit amerikanske hjemland blev døbt "Moana" – et kæmpe verdensomspændende hit, som indtjente næsten 650 mio. dollars.
Derfor er det ikke overraskende, at et live-action-remake er på trapperne, og meget peger på, at dén nye version af "Vaiana" lander i biograferne i november i år.
Men det samme gør altså også en animeret fortsættelse til originalfilmen. Det bekræfter Disneys administrerende direktør, Bob Iger, jvf. Variety forinden afsløringen af selskabets forventede indtægter i årets første kvartal.
"Moana 2" – som formentlig bliver udgivet under navnet "Vaiana 2" i Danmark og andre internationale territorier – får amerikansk biografpremiere den 27. november i år. Den udkommer formentlig cirka samtidigt herhjemme.
Annonceringen kommer som en kæmpe overraskelse, selvom den første film altså blev en stor succes. En "Vaiana"-tv-serie har været under opsejling længe, men der er så åbenbart sket det, at Iger og Co. er blevet så imponerede over de klip, de havde set fra serien, at de valgte at klippe sæsonen om til en biograffilm i stedet.
I "Vaiana 2" vender titelheltinden tilbage, og prinsessen fra øen Motunui får nok en gang følgeskab af den drilske og magiske halvgud Maui. Sammen med en flok andre søfarende drager makkerparret langt væk fra deres hjem og ud i ukendt og farligt farvand.
Det første smugkig på "Vaiana 2" kan i øvrigt ses i form af nyhedsbilledet herover. Filmen instrueres af Dave Derrick Jr., der debuterer som instruktør efter at have arbejdet som storyboardtegner på bl.a. "Løvernes konge", "Strange World" og den første "Vaiana".
Auli'i Cravalho og Dwayne Johnson vender tilbage til lydstudiet for nok en gang at puste liv i henholdsvis Vaiana og Maui, men det forventes ikke, at den første films berømte sangskriver, Lin-Manuel Miranda ("Hamilton"), skriver sangene til fortsættelsen.
Den første film blev i øvrigt instrueret af den legendariske animationsduo John Musker og Ron Clements, som vi interviewede tilbage i start-2017: