Disneys "Frost 2" får omsider premieredato

Da Disneys animationsfilm "Frost", der er løseligt baseret på H.C. Andersens "Snedronningen", ramte biograferne i 2013, blev den overraskende én af det legendariske filmstudies allerstørste succeser nogensinde.

Derfor blev en fortsættelse annonceret allerede året efter, men det er først nu, at "den svære toer" får en officiel premieredato. Disney-fans skal sætte kryds i kalenderen 27. november 2019, hvor "Frost 2" får amerikansk premiere.

Der er endnu ikke sluppet noget ud om plottet i den nye film, men det forventes, at karaktererne Anna, Elsa og den elskelige snemand Olaf endnu en gang vil være centrale figurer i "Frost 2". Chris Buck og Jennifer Lee, der stod bag originalen, vil også instruere det nye eventyr.

Disney afslører endvidere, at premieredatoen på opfølgeren til "Vilde Rolf" – med originaltitlen "Ralph Breaks the Internet: Wreck-it Ralph 2" – bliver udsat til 21. november 2018, mens Jon Favreaus live-action udgave af 1994-klassikeren "Løvernes konge" kommer 19. juli 2019.

Kommentarer

Disneys "Frost 2" får omsider premieredato

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen