Disneys direktør Bob Iger stopper med øjeblikkelig virkning

En æra er slut, men afløseren er fundet, og han hedder også Bob...

Disneys administrerende direktør Bob Iger fratræder jobbet som CEO hos Disney med øjeblikkelig virkning. Den succesfulde leder bliver erstattet af 60-årige Bob Chapek, der har været ansat hos House of Mouse siden 1993.

Chapek har hidtil haft ansvaret for Disneys forlystelsesparker, oplevelser og produkter, men er altså nu klar til at overtage den helt tunge post som direktøren for det hele.

Skiftet sker angiveligt helt udramatisk, og Bob Iger fortsætter som bestyrelsesformand indtil udgangen af 2021 og vil derfor indgå i et tæt samarbejde med Bob Chapek indtil da.

Iger overtog posten som direktør for Disney i 2005 efter legendariske Michael Eisner, og man må sige, at den 69-årige leder har ekspanderet voldsomt i de 15 år, han har haft ansvaret for underholdningsgiganten. Overtagelsen af Marvel, Pixar og Lucasfilm har mildt sagt betydet, at pengene er væltet ind i Joakim Von Ands i forvejen bugnende pengetank, og alene sidste år passerede syv af studiets blockbusters 1 mia. dollars hver i omsætning.

Kommentarer

Disneys direktør Bob Iger stopper med øjeblikkelig virkning

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen