Blomkamps sidste gode film var hans debut, og Starship Troopers er en af de film, der virkelig ikke behøver et reboot. Har ikke den store tiltro til dette projekt, men man kan jo altid blive positivt overrasket.

"District 9"-instruktøren Neill Blomkamp laver "Starship Troopers"-reboot
Knap 30 år efter udgivelsen af Paul Verhoevens sci-fi-kultfilm får vi en storstilet nyfortolkning.
Ganske vist skuffede Paul Verhoevens "Starship Troopers" finansielt tilbage i 1997, hvor den indtjente lige godt 120 mio. dollars på verdensplan, hvilket betød, at den effekttunge og relativt dyre sci-fi-actionfilm efterlod et stort underskud.
Men "Starship Troopers" blev en storsællert på hjemmevideo og er siden da blevet en vaskeægte kultklassiker elsket af både talrige anmeldere og science fiction-fans, og derfor fik den også en animeret spin-off-serie og adskillige filmfortsættelser produceret direkte til videomarkedet, som alle havde (mildest talt) svært ved at leve op til Verhoevens originalfilm.
Men nu bliver franchisen snart vakt til live igen med store navne bag kameraet, som får en stor pengepung at gøre godt med. Deadline skriver, at den garvede sci-fi-instruktør Neill Blomkamp skal lave et "Starship Troopers"-reboot, som Blomkamp både skriver og instruerer.
Læs også: Neill Blomkamp taler om sin droppede "RoboCop"-fortsættelse
Den nye "Starship Troopers" vil dog vel at mærke i højere grad tage afsæt i Robert A. Heinleins oprindelige bog fra 1959 frem for Verhoevens filmatisering. Begge historier udfolder sig i fremtiden, hvor menneskeheden er i krig med frygtindgydende kæmpeinsekter fra det ydre rum. Men hvor Heinleins roman var overvejende seriøs, så var Verhoevens film en tydeligt spydig satire over propaganda og fascisme – to umiddelbart aktuelle emner, som det bliver spændende at se, om Blomkamp kaster sig over, eller om han vælger at lave en mere rendyrket action-blockbuster.
Blomkamps Oscar-nominerede debutfilm, "District 9", var trods også en politisk ladet sci-fi-skrøne, mens "Elysium" stillede skarpt på klasseskel. Derudover har den 45-årige sydafrikaner bl.a. lavet science fiction-filmen "Chappie" og senest racerfilmen "Gran Turismo". Han har også arbejdet på fortsættelser til sci-fi-klassikerne "RoboCop" og "Aliens", som desværre aldrig blev til noget.
Den nye "Starship Troopers" har endnu ikke fået en premieredato.