"Doctor Sleep"-instruktør drømmer om at lave "The Dark Tower"-film

Danske Nikolaj Arcel filmatiserede Stephen Kings romanserie i 2017, men filmen blev et nedsablet kæmpeflop.

Det er ikke nogen hemmelighed, at filmmageren Mike Flanagan er en meget stor fan af gyserforfatteren Stephen King. Flanagan har allerede filmatiseret King-bøgerne "Gerald's Game" og "Doctor Sleep", og han arbejder p.t. på en filmatisering af Kings "Revival".

Derudover har den prisbelønnede instruktør arbejdet på kritikerroste gyserprojekter som filmen "Ouija: Origin of Evil" og Netflix-serien "The Haunting of Hill House".

Men der er et helt særligt projekt, som Flanagan drømmer om at kaste sig over: en ny filmatisering af Stephen Kings legendariske bogserie "The Dark Tower".

Se også: Uhyggen spreder sig i Mike Flanagans imødesete "The Haunting of Bly Manor"

Det afslører Flanagan i et nyt interview med Syfy Wire. Stephen Kings "The Dark Tower"-saga udfolder sig over otte romaner og én novelle, og de handler om revolvermanden Roland Deschain, som kæmper sig mod et gådefuldt tårn, som rummer skumle kræfter.

Mange filmmagere (deriblandt Ron Howard og J.J. Abrams) kæmpede i årevis en brav, men forgæves kamp for at få filmatiseret Kings bogserie. Først i 2017 lykkedes det danske Nikolaj Arcel ("En kongelig affære") at færdiggøre en "The Dark Tower"-film, men den blev slagtet af kritikerne og floppede finansielt.

En planlagt "The Dark Tower"-tv-serie blev også droppet af Amazon, men Flanagan føler altså, at han kan være den filmmager, der omsider med held omdanner Kings ord til dragende, levende billeder:

"'The Dark Tower' er en historie, som jeg altid har ønsket at fortælle. Det er den hellige gral. Men det ville være en udfordring... så mange talentfulde mennesker har allerede brugt tid, hjerte, sjæl, blod, sved og tårer på at gøre forsøget."

Flanagan er også interesseret i at reboote "A Nightmare on Elm Street"-franchisen, og han er snart aktuel med gyserserien "The Haunting of Bly Manor". Du kan se traileren til den serie her.

Kommentarer

"Doctor Sleep"-instruktør drømmer om at lave "The Dark Tower"-film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen