"Don't Breathe 2" kan være i støbeskeen

Gyserglade filmelskere skal igen holde vejret, hvis Stephen Langs appetitvækker holder stik.

Gyserfilmen har oplevet lidt af en genfødsel de seneste år. Film som "It Comes at Night", "The Babadook" og "It Follows" har vist os, at genren er mere end blot billige jump scares. Senest har Jordan Peeles "Get Out" vundet både kritikeres og publikums hjerter som en gyserpakke, der indeholder både uhyggelig atmosfære og et budskab. Faktisk er "Get Out" den første gyserfilm, der er med i løbet om en Oscar-statuette for bedste film siden "Ondskabens øjne" i 1992.  

"Don't Breathe" var også en del af den nyere tids gyserrenæssance. Filmen følger tre unge mennesker, der bryder ind hos en ældre, blind mand for at stjæle hans formue. Den ældre mand, der bliver spillet af Stephen Lang ("Avatar"), er krigsveteran og forsvarer indædt sin formue og sine hemmeligheder. Filmen blev instrueret af Fede Alvarez, som også stod bag det blodige remake af "Evil Dead".

I et interview har Lang nu løftet sløret for, at der arbejdes på idéer til en efterfølger. Alvarez har også udvist interesse i at vende tilbage i instruktørstolen, men det er endnu ikke bekræftet.

Den første "Don't Breathe" havde et beskedent budget på lige under 10 mio. dollars, men blev både en kritisk og kommerciel succes. 

Kommentarer

"Don't Breathe 2" kan være i støbeskeen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen