Doug Liman: "Edge of Tomorrow 2" revolutionerer sequel-konceptet

"Edge of Tomorrow" bød på mange måder på noget nyt ved at tage det repeterende koncept fra "Groundhog Day" og blande det med science fiction- og krigsfilmen. Samme friskhed kommer der også til at være over den kommende fortsættelse, hvis man skal tro filmens hovedkræfter.

Doug Liman udtaler om "Edge of Tomorrow 2", at det er "den eneste sequel, som jeg overvejer at lave, da historien for det første er fantastisk – faktisk meget bedre end den originale, som jeg godt kunne lide – og dernæst fordi det er en sequel, som er en prequel."

Den lidt kryptiske bemærkning om en "sequel, som er en prequel" er svær for alvor at gøre sig klog på, men med den første films eksistentielle leg med forskellige handlingsscenarier en mente lyder det omvendt ikke helt fremmed. Hvorom alting er, har udfordringen for Doug Liman i forhold til at lave en fortsættelse været at komme med noget hidtil uset, ja ligefrem revolutionere formatet:

"Jeg har haft nogle radikale ideer om, hvordan man laver en sequel, som kunne interessere mig på samme måde, som jeg havde ideer om, hvordan jeg lavede indie-film, hvorefter "Swingers" dukkede op, og jeg tænkte, 'aha, det er den perfekte film for mig til at teste disse ideer på'," fortæller Doug Liman og fortsætter ekstatisk:

"Jeg havde de her intellektuelle ideer om, hvordan man laver en sequel, der ville adskille sig fra, hvordan alle andre laver sequels, og manuskriptet og ideerne til "Edge of Tomorrow 2" passede perfekt på den tanke. Så den kommer til at revolutionere, hvordan folk laver sequels."

Den første "Edge of Tomorrow" blev udtænkt af Doug Liman i tæt samarbejde med den erfarne manuskriptforfatter Christopher McQuarrie, som dog i mellemtiden er blevet headhuntet som instruktør til Tom Cruises "Mission Impossible"-franchise.

Manuskriptet, som Doug Liman roser til skyerne i interviewet, har derfor den britisk teaterskolede og i Hollywood nytilkomne duo Joe Shrapnel og Anna Waterhouse ("Race") som afsender. Selvom manuskriptet ligger klart, går der nok noget tid, før den færdige film kan opleves, idet de to hovedrolleindehavere Tom Cruise og Emily Blunt samt Doug Liman selv hører til blandt branchens travleste.

 

Kommentarer

Doug Liman: "Edge of Tomorrow 2" revolutionerer sequel-konceptet

  • 0

    "Den første "Edge of Tomorrow" blev udtænkt af Doug Liman i tæt samarbejde med den erfarne manuskriptforfatter Christopher McQuarrie"

    Den første film er baseret på en japansk Manga / roman hvis jeg ikke tager meget fejl, så hvor meget af den han selv har "udtænkt" kan vist diskuteres.

    eatit30-10-16 19:15

  • 0

    Måske en ikke helt korrekt formulering, da den rigtigt nok har taget ideen fra "All you need is kill". Det var mere for at påpege, Christopher McQuarrie indflydelse på manuskriptet, som man ikke skal undervurdere.

    Laudable30-10-16 23:26

  • ★★★★0

    Meget kan siges om Scientology! Men jeg er bare glad for, at DE har sendt Tom C. ud i diverse sci-Fi film!? 

    Og Ja! Jeg burde se, at få kæmpet mig igennem Battlefield earth(2000)..øh..den er sgu' svær.. 

    Så hellere "Sænke Slagskibe";-P

    Gasivodo 1-11-16 03:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen