"Druk" blev årets helt store Robert-vinder

Ikke overraskende løb Thomas Vinterbergs drama med flere af de største priser under uddelingen af "de danske Oscars" – inklusive Årets film og Årets mandlige hovedrolle.

Lørdag aften uddelte de godt 2000 medlemmer af Danmarks Film Akademi hele 28 Robert-priser. På grund af coronapandemien var der tale om en virtuel event, hvor værten, Søren Høy, og Co. annoncerede vinderne fra et studie, mens vinderne deltog via webcam.

Og mange af priserne gik som forventet til "Druk", som allerede har vundet adskillige internationale priser, for nylig blev nomineret til en Golden Globe og sågar er blevet udpeget som årets danske Oscar-kandidat.

Læs også: "Druk" er nomineret til en Golden Globe

"Druk" vandt i alt fem priser: Årets danske spillefilm, Årets instruktør (Thomas Vinterberg), Årets originale manuskript (Vinterberg og Tobias Lindholm), Årets mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen) og Årets klipper (Anne Østerud og Janus Billeskov Jansen).

To af årets andre succesfulde, danske film, "Retfærdighedens ryttere" og "Shorta", var blevet nomineret til hhv. 15 og 11 Robert-priser og drog hjem hhv. fire og to statuetter.

Også "Vores mand i Amerika" og "En helt almindelig familie" blev belønnet med et par priser, mens DR-serien "Ulven kommer" gjorde rent bord på tv-fronten og vandt i alle fem kategorier, hvor den var blevet nomineret: Årets tv-serie, Årets mandlige hovedrolle i en tv-serie (Bjarne Henriksen), Årets kvindelige hovedrolle i en tv-serie (Flora Ofelia Hofmann Lindahl), Årets mandlige birolle i en tv-serie (Peter Plaugborg) og Årets kvindelige birolle i en tv-serie (Christine Albeck Børge).

På den internationale front blev Sam Mendes’ krigsfilm "1917" hyldet som Årets engelsksprogede film, mens det franske kærlighedsdrama "Portræt af en kvinde i flammer" triumferede i kategorien Årets ikke-engelsksprogede film.

Se også: Interviews med holdet bag krigsfilmen "1917"!

En komplet liste over alle vinderne kan findes på det danske filmakademis hjemmeside her.

Kommentarer

"Druk" blev årets helt store Robert-vinder

  • 1

    Føj for en hjemmeside - man skal klikke sig igennem 30 gange for at se nominerede og vinderne. ØV!!!

    Dslacker 7-02-21 22:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen