"Druk" og dansk filmklipper sejrer ved BAFTA-uddelingen

"Druk" blev hyldet som sidste års bedste ikke-engelsksprogede film, mens klipperen Mikkel E.G. Nielsen blev belønnet for sit arbejde på "Sound of Metal".

Thomas Vinterbergs Oscar-nominerede "Druk" snuppede endnu en prominent, international filmpris, da den i går aftes vandt "den engelske Oscar", BAFTA-prisen, i kategorien Bedste ikke-engelsksprogede film.

Sejren var især imponerende, idet "Druk" konkurrerede mod bl.a. den Golden Globe-belønnede og skamroste "Minari" samt den Oscar-nominerede, franske thriller "Les misérables".

"Druk" var faktisk nomineret i hele fire kategorier under årets BAFTA-uddeling – den tabte dog i kategorierne Bedste instruktør, Bedste originale manuskript og Bedste mandlige hovedrolle til henholdsvis "Nomadland" (Chloé Zhao), "Promising Young Woman" (Emerald Fennell) og "The Father" (Anthony Hopkins).

Læs også: "Druk" blev årets helt store Robert-vinder

Om to ugers tid får vi svar på, om "Druk" også sejrer under årets Oscar-uddeling i Hollywood, som afvikles søndag den 25. april. "Druk" er Oscar-nomineret i to kategorier: Bedste internationale spillefilm og Bedste instruktør (Thomas Vinterberg).

"Druk" har gode vinderchancer ovenpå både BAFTA-sejren samt vundne priser i bl.a. Belgien, Spanien, England og herhjemme i Danmark. Tidligere i dag blev Moovy kontaktet af DR, hvor vi også diskuterede filmens Oscar-chancer.

Vinterberg var dog ikke nattens eneste danske BAFTA-vinder. Mikkel E.G. Nielsen blev kåret som årets bedste filmklipper takket være hans indsats på "Sound of Metal", som efter planen lander i de danske biografer den 6. maj. Du kan se traileren til filmen her.

Herunder kan du i øvrigt se Thomas Vinterbergs BAFTA-takketale, som den prisbelønnede filmmager leverede via Zoom, efter at "The Mandalorian"-stjernen Pedro Pascal havde annonceret "Druk" som vinder:

Kommentarer

"Druk" og dansk filmklipper sejrer ved BAFTA-uddelingen

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen