"Druk" tager endnu en rekord-omgang

Thomas Vinterbergs Oscar-kandidat klarer sig også mere end godt digitalt.

I dagene op til jul blev "Druk" frigivet til salg på digitale filmtjenester som Blockbuster, Viaplay og iTunes. Og noget tyder på, danskerne i den grad har været klar til at blive underholdt af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe.

Efter nedlukningen af de danske biografer er Thomas Vinterbergs drama blevet revet ned af de digitale hylder hos filmtjenesterne. Foruden en Oscar-indstilling, talrige Robert-nomineringer, flere statuetter ved året European Film Awards samt en række andre festivaler har "Druk" nu solgt mere end 60.000 eksemplarer digitalt i Danmark.

Salgstal på det niveau er hidtil uset i Danmark. Det skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Læs også: "Druk" er årets danske Oscar-kandidat

"Det er meget positivt at opleve, hvordan danskerne har taget de digitale filmtjenester til sig og er begyndt at købe og leje de nyeste film i det omfang, vi ser nu," udtaler Jesper Dahlgaard, Nordic Head of Digital Sales i Nordisk film. Han fortsætter:

"Det er klart, at nedlukningen af stort set alle kulturelle institutioner, seværdigheder og oplevelses-økonomien som helhed har skubbet til udviklingen. Så vi er glade for, at vi med 'Druk' har haft mulighed for at underholde hjemme i stuerne med en stor dansk film."

Frem til nedlukningen af de danske biografer nåede "Druk" at blive set af mere end 800.000 danskere. Fra i dag kan Vinterbergs film lejes digitalt hos alle digitale filmtjenester såsom Blockbuster, iTunes, Viaplay, Google Play, Stofa, Waoo og Rakuten.

Kommentarer

"Druk" tager endnu en rekord-omgang

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen