Det er en glimrende årsag til at få spillet det igen. Jeg fik aldrig gennemført det i sin tid, men jeg kan ikke huske hvorfor.
Duncan Jones har skrevet manuskriptet til en "Full Throttle"-filmatisering
Filmmageren bag "Moon" og "Source Code" er en selverklæret megafan af det klassiske LucasArts-spil fra 1995.
Forleden bragte vi nyheden om, at Disney har oprettet selskabet Lucasfilm Games, hvilket fik talrige Moovy-brugere til at tænke tilbage på selskabets forløber, LucasArts, som særligt i 1990'erne udgav talrige klassiske computerspil.
Et af dem var point and click-spillet "Full Throttle" fra 1995, som blev udtænkt af den legendariske spildesigner Tim Schafer og handler om Ben – lederen af en motorcykelbande, som beskyldes for et mord, han ikke begik, og som kæmper for at rense sit navn og besejre den grådige forretningsmand Adrian Ripburger, som selveste Mark Hamill ("Star Wars: The Last Jedi") lægger stemme til.
Spillet er ofte blevet betegnet som en af spilverdenens største klassikere og som et spil, der var forud for sin tid, og en opdateret udgave blev i øvrigt udgivet i 2017.
Og en prominent Hollywood-filmmager har netop afsløret, at han faktisk har skrevet manuskriptet til en filmatisering af spillet – og der er vel at mærke tale om en instruktør, der allerede har en succesfuld spilfilmatisering på CV'et: Duncan Jones.
Læs også: Moovy Exclusive: Fem videospil med filmiske narrativer
Jones lavede "Warcraft" i 2016, som ganske vist blev kritiseret af mange kritikere og "World of Warcraft"-fans, men som indtjente knap 440 mio. dollars på verdensplan. En toer er i øvrigt muligvis på trapperne.
Derudover har Jones bl.a. lavet de kritikerroste sci-fi-perler "Moon" og "Source Code", og han afslørede forleden på sin Twitter-side, at han VIRKELIG elsker "Full Throttle". Og under corona-lockdownen har Jones søreme også skrevet manuskriptet til en mulig "Full Throttle"-film, som tilmed kan downloades gratis her.
"Jeg nyder at skrive," fastslår Jones på sin Twitter-side og fortsætter: "Men jeg hader også at skrive. Og når jeg indimellem ikke kan færdiggøre det, jeg gerne vil skrive, så skriver jeg i stedet noget andet. Det er ofte sket under pandemien."
Dernæst afslører Jones, at en opdateret udgave af introsekvensen til "Full Throttle"-spillet inspirerede ham til at skrive manuskriptet: "Den video blæste mig bagover! Jeg ELSKEDE det spil. Altså, jeg elskede VIRKELIG det spil. Og så begyndte jeg på manuskriptet."
Det er vigtigt at slå fast, at Jones, som er søn af den afdøde legende David Bowie, blot har skrevet manuskriptet for sjov skyld. Men hvis Schafer blåstempler manuskriptet, og Jones får de rette skuespillere med om bord, så vil en "Full Throttle"-film stensikkert kunne udfordre den fortærskede kliché, at der ikke findes gode film baseret på spil.
Det oprindelige "Full Throttle"-spil kan genopfriskes via denne trailer til den opdaterede udgave af spillet, som udkom for snart fire år siden: