"Dungeons & Dragons"-serie finder sin instruktør

Manden bag "Red Notice" og "Skyscraper" skal omdanne det legendariske rollespil til levende billeder.

Vi har flere gange tidligere rapporteret om den kommende, storstilede filmatisering af det ikoniske rollespil "Dungeons & Dragons", som bl.a. har Chris Pine, Michelle Rodriguez, Hugh Grant og Regé-Jean Page på rollelisten.

Men der er også en tv-serie på vej baseret på Hasbros vildt populære rollespil, der har fortryllet millioner af fans i snart 50 år, og som er gennemsyret af fantasy-varemærker som drager, troldkvinder og riddere.

Og Deadline rapporterer, at fantasy-serien nu har fundet sin instruktør: Rawson Marshall Thurber.

Læs også: Hugh Grant er skurken i ny "Dungeons & Dragons"-film

Thurber instruerede for nylig Netflix-thrilleren "Red Notice" med Dwayne Johnson og Gal Gadot, som blev slagtet af de fleste kritikere, men som til gengæld blev en gevaldig seertalssucces for streamingtjenesten.

Derudover har Thurber bl.a. komedierne "Dodgeball" og "Easy A" samt actionbraget "Skyscraper" (med danske Roland Møller i skurkerollen) på CV'et.

Thurber – som selv har skrevet på Twitter, at han spillede det oprindelige rollespil meget i sine yngre dage – skriver og instruerer seriens pilotafsnit, og derudover arbejder han som executive producer på serien. Men selvom serien er tæt på at gå i produktion og har tv-selskabet eOne i ryggen, så er det endnu uvist, hvor og hvornår "Dungeons & Dragons"-serien får tv-premiere.

Men eftersom Thurber har et stærkt forhold til førnævnte Netflix, er det ikke usandsynligt, at selskabet står klar til at kaste en masse dollars i endnu en tv-føljeton baseret på et stærkt fantasy-brand ovenpå "The Witcher".

Kommentarer

"Dungeons & Dragons"-serie finder sin instruktør

  • 0

    Som stor fan af spillet og historikken bag, så har jeg svært ved at blive begejstret for det valg....Easy A var dog en fin film...

    Goodspeed12-02-22 12:05

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen