Dwayne Johnson afslører: Bruger falske muskler i "Vaiana"-live-action-filmen

Dwayne "The Rock" Johnson er stor. Men ikke stor.

Der er vist ingen, der er i tvivl om, at Dwayne Johnson er muskuløs. Men til den kommende live-action-udgave af animationshittet "Vaiana" har den 52-årige skuespiller fået lidt hjælp.

I animationsfilmen fra 2016 – der i hjemlandet USA havde titlen "Moana" – fulgte man den unge, eventyrlystne prinsesse Vaiana, som rejser væk fra sin hjemø i Stillehavet sammen med den humoristiske og mægtige halvgud Maui for at bryde en forbandelse, der dræber hendes folks afgrøder. Johnson lagde dengang stemme til Maui, og han gentager altså rollen i det kommende live-action-remake.

Se også: Afstemning: Disneys bedste egenproducerede 3D-animationsfilm?

Hvis man har set animationsfilmen, ved man, at Maui er stor. Endda meget stor. Og i stedet for at give den ekstra gas i fitnesscentret eller fylde sig med anabolske steroider vil Dwayne Johnson i den kommende film iklæde sig en såkaldt bodysuit. Det viser billeder, som dailymail.co.uk har bragt.

Til mediet Extra udtaler Johnson, at det tog flere timer hver dag at få den speciallavede dragt på, og at filmholdet gjorde deres bedste for at skærme Johnson fra offentlighedens nysgerrige blikke, således at det ikke ville slippe ud, at der ikke var tale om Johnsons egne muskler. Et par ivrige paparazzi forpurrede dog den plan.

Lige nu går 2'eren til den oprindelige "Vaiana" sin sejrsgang verden over, hvor den allerede har indtjent knap 3 milliarder kroner.

"Moana" med Dwayne Johnson i bodysuit lander i biograferne i 2026. Herunder kan du se Moovy TV's interview fra 2017 med instruktørerne bag "Vaiana":

Kommentarer

Dwayne Johnson afslører: Bruger falske muskler i "Vaiana"-live-action-filmen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen